Udland

Nazi-bunkere til salg i tysk storby

Sådan kommer den gamle bunker i St. Pauli til at se ud, ifølge de nye ejeres visioner for stedet. NH Hotel Group

Flere bunkere fra tiden omkring Anden Verdenskrig er blevet solgt til private i Hamborg. Blandt andet skal en af dem være luksushotel i St. Pauli.

Mangler du et usædvanlig sted at bo lige syd for grænsen? Og står du med fem millioner kroner, du ikke rigtigt ved, hvad du skal bruge til?

Så kan du nå at få fat i en af de 30 nazi-bunkere i Hamborg, som den tyske stat løbende har solgt, skriver det tyske nyhedsbureau DPA. Der er stadig fem tilbage: tre over jorden og to under.

Ifølge DPA er bunkerne hidtil blevet solgt for i gennemsnit 700.000 euro (5,23 millioner kroner). De nu privatejede bunkere er blevet brugt til forskellige formål. I nogle er der lavet lejligheder, mens andre er blevet til muséer eller hoteller.

Bunkerne blev i sin tid bygget for at modstå luftangreb, og de var de nogle af de ganske få bygninger, der med deres tunge armering i murvæggene var intakte i det sønderbombede Hamborg efter Anden Verdenskrig. Derfor er de også næsten umulige at fjerne.

Luksushotel i St. Pauli

I oktober kunne Forbes fortælle om planerne for en bunker i bydelen St. Pauli, som tre selskaber vil bygge om til et luksushotel med 136 værelser.

Efter planen skal hotellet åbne i midten af 2021, og i den gamle bunker skal der udover 136 værelser også indrettes bar, café og restaurant.

- Jeg er meget stolt af, at hotellet nu kan blive bygget på dette ekstraordinære sted som led i det her fascinerende projekt. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på bunkerens historie og dens vigtighed for byen Hamborg, lød det dengang fra Maarten Markus, administrerende direktør i Nordeuropa for et af de tre selskaber, NH Hotel Group, en spansk hotelkæde med hovedsæde i Madrid.

Sådan så bunkeren ud tidligere.

Bygget af tvangsarbejdere

Bunkeren på Feldstrasse i Hamborg var et af to tårne, som nazisterne i sin tid byggede til luftforsvar under Anden Verdenskrig.

Under krigen søgte tusinder af tyskere beskyttelse i bunkeren under luftangreb. Den blev bygget på 300 dage af over 1000 fanger fra koncentrationslejre, der blev udskrevet til tvangsarbejde i Hamborg.

Under krigen blev bunkeren også brugt som base for antiluftskyts mod de allierede styrkers fly. Ifølge rapporter søgte op til 30.000 mennesker beskyttelse i bunkeren under de allieredes bombardementer af den nordtyske by, skriver Forbes.