Udland

Nordkorea sender advarsel til 'fjendtlige kræfter', mens deadline nærmer sig

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har sat nytår som deadline for forhandlingerne med USA. Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Meldingen kommer få timer efter, at styret hævder at have gennemført sin anden hemmelighedsfulde test på under en uge.

Nordkorea sender lørdag en klar advarsel til omverdenen.

Den nordkoreanske general Pak Jong Chon advarer om, at "fjendtlige kræfter", heriblandt USA, skal undlade at provokere, hvis de ønsker at tilbringe slutningen af året i fred.

De nordkoreanske styrker er klar til at føre enhver beslutning ud i livet, der måtte komme fra landets øverste leder, Kim Jong-un, fortæller generalen ifølge det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA.

Meldingen kommer få timer efter, at styret fortalte, at det havde gennemført endnu en test på et af sine militæranlæg.

Testen blev gennemført ved Sohae-anlægget, der før er blevet brugt til at opsende nordkoreanske satellitter. Det er den anden test på en uge.

Efter testen tidligere på ugen advarede USA's præsident, Donald Trump, mod, at Nordkorea "genoptog fjendtligheder" - ellers risikerer styret "at miste alt", lod Trump forstå.

Det fremgår ikke, præcis hvad der er blevet testet natten til lørdag dansk tid. Men ifølge KCNA var det "succesfuldt" og en "vigtig test".

General Pak Jong Chon fortæller, at de seneste test er foretaget for at styrke værnet mod atomvåbenstruslen fra USA.

Påmindelse til USA

Analytikere har tidligere sagt, at disse test kan være med til at hjælpe Nordkorea med at bygge bedre langtrækkende ballistiske missiler.

- Meningen med det er tilsyneladende at blive ved med at minde USA om, at Nordkorea stadig har plads til kvalitativ fremgang af programmet, siger Ankit Panda, analytiker ved Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabsfolk, til nyhedsbureauet Reuters.

Donald Trump mødtes i juni med Kim Jong-un i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

Han tilføjer, at noget tyder på, at testen ved Sohae-anlægget var militær, idet det var Nordkoreas forsvarsakademi, der kom med meddelelsen om testen, og ikke det nordkoreanske rumagentur.

Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un, accepterede ellers sidste år at lukke Sohae-anlægget. Det løfte gav han under et topmøde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.

Deadline nærmer sig

USA og Nordkorea har de seneste år forhandlet om en mulig nordkoreansk atomnedrustning, mod at de internationale sanktioner mod styret til gengæld blev lempet.

Men selvom Kim Jong-un og den amerikanske præsident, Donald Trump, er mødtes flere gange, er en aftale ikke umiddelbart rykket nærmere.

I sidste weekend meddelte Nordkoreas FN-ambassadør, at landet ikke længere vil forhandle om atomnedrustning med USA.

Kim Jong-un har sat nytår som deadline over for USA. Ellers vil landet vælge en "ny vej" i stedet for de fastlåste forhandlinger med USA.

Tidligere i december advarede den nordkoreanske viceudenrigsminister om, at det var "helt op til USA selv at vælge, hvilken julegave de får".

USA's særlige udsending for Nordkorea, Stephen Biegun, ankommer til Sydkorea søndag.