Klimatopmøde nærmer sig sammenbrud: - Det, der foregår herinde, er meget trist, siger dansk minister
Det var meningen, at COP25 skulle være afsluttet fredag, men på grund af uenighed er der indkaldt til nye forhandlinger lørdag.
I Madrid er klimakonferencen COP25 gået over tid, fordi verdens lande ikke kan blive enige om, hvordan Paris-aftalen fra 2015 skal implementeres.
I snart to uger har verdens lande været samlet i den spanske hovedstad for at diskutere, hvordan klimaforandringer kan modvirkes. Sent lørdag aften er der stadig ikke landet en aftale.
Der er en reel risiko for, at forhandlingerne bryder sammen. Det vurderer klimaminister Dan Jørgensen, der deltager for Danmark.
- Jeg har været med til en del af de her møder igennem tiden, og jeg har aldrig oplevet så stort et mismatch mellem det, der foregår ude på gaderne - det befolkningerne mener - og så det, der foregår herinde. Det misforhold, synes jeg, er meget trist, siger Dan Jørgensen til TV 2.
Ingen aftale fremfor dårlig aftale
Ifølge klimaministeren er problemet, at det handler om interesser, om økonomi og om et stort internationalt forhandlingsspil, hvor der bliver kigget på, hvem der "blinker først".
- Det burde det ikke. Det burde handle om, at vi alle sammen var enige om at redde vores fælles klima, lyder det fra Dan Jørgensen.
Ministeren mener, at ingen aftale er bedre end en elendig aftale:
- Det vil være et meget dårligt signal at sende til verden, hvis vi ikke kan blive enige om at hæve ambitionsniveauet, men jeg vil hellere vente til næste års klimakonference i Glasgow, hvor landene ifølge tidsplanen skal være klar med nye bindende ambitionsmål, end at indgå en aftale nu, som binder os mange år ude i fremtiden.
Det var meningen, at klimakonferencen skulle være afsluttet fredag aften, men på grund af uenigheder er der indkaldt til nye forhandlinger lørdag morgen.
- Vi sender aben videre
Flere udviklingslande beskylder nu verdens rigeste nationer for ikke at tage klimakrisen alvorligt nok.
- Til de her klimakonferencer bliver vi ved med at give aben videre. Vi ved, hvad der bør gøres, og vi ved, hvilke beslutninger der bør træffes, og hvilke handlinger der skal foretages. Men der er nogle få røster, der dikterer flertallets dagsorden, siger Simon Stiell, der er miljøminister i den lille caribiske stat, Grenada.
Det kommer ikke bag på John Nordbo, klimarådgiver ved Care Danmark, at forhandlingerne i Madrid er gået i hårdknude.
De går over tid, fordi der er store uenigheder mellem landene.
- Rundt om forhandlingsbordet sidder lande, som ikke vil meget på klimaområdet, eksempelvis Trumps USA og Bolsonaros Brasilien. På den anden side sidder fattige afrikanske lande og små østater, som bliver ramt af klimakatastrofer og ønsker stærk handling nu, siger John Nordbo.
Forhandlinger er opdelt i to
Fredag aften var forhandlingerne opdelt i to, hvor temaet ved det ene bord er, hvor meget ilande skal kompensere ulande for såkaldt "loss and damage" - tab og skaber.
Det er penge, der gives for de klimakatastrofer, ulande rammes af, på trods af at de ikke selv har været med til at skabe dem.
Ved det andet bord bliver der snakket om, hvordan man udvikler et system til at handle med udslip.
- Det skal fungere, så et land kan lade være med at gøre en indsats hjemme ved i stedet at købe sig til, at der gøres en indsats i et andet land, siger John Nordbo.
Han mener, at ideen om handelssystemet for længst skulle være droppet. Ifølge ham er der behov for, at alle lande gør deres yderste for at reducere CO2-udledningen.