Udland

Greta Thunberg undskylder kommentar: - Jeg er imod enhver form for vold

16-årige Greta Thunberg blev i denne uge kåret til årets person af Time Magazine. Guglielmo Mangiapane / Ritzau Scanpix

Klimaaktivisten føler sig misforstået, efter betydningen af et svensk udtryk ifølge hende gik tabt i oversættelsen.

Den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg undskylder for sin kommentar om, at politikere burde "blive stillet op ad en mur".

Thunbergs kommentar faldt i forbindelse med en tale, hun holdt til unge aktivister i den italienske by Torino fredag.

Kritikere har opfattet det som en opfordring til vold med henvisning til henrettelser, hvor ofre bliver stillet langs en væg og skudt. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den unge svensker har senere forklaret, at hun forsøgte at lave en direkte oversættelse af et svensk udtryk (att ställa någon mot väggen), som ifølge Thunberg betyder, at man holder nogen ansvarlig ved at stille dem i en svær situation. Det kan måske bedst sammenlignes med det danske udtryk "at have ryggen mod muren".

- Det er, hvad der sker, når du improviserer taler på et fremmedsprog. Men selvfølgelig undskylder jeg, hvis nogen mistforstod det, skriver Greta Thunberg lørdag på sin Twitter-profil.

- Jeg kan ikke understrege nok, at både jeg og hele skolestrejkebevægelsen er imod enhver form for vold. Det behøver ikke siges, men nu gør jeg det alligevel, tilføjer hun.

Blev kåret til årets person

I sin tale i Torino sagde den svenske klimaaktivist til de fremmødte, at verdenslederne løber fra deres ansvar i kampen mod klimaforandringerne.

- Det er vi nødt til at sikre, at de ikke kan. Vi må sikre, at vi får stillet dem op ad en mur, og at de er nødt til at gøre deres arbejde og beskytte vores fremtid, lød den fulde kommentar fra Greta Thunberg.

Selvom der altså tilsyneladende er tale om en misforståelse, hvor meningen af hendes kommentar gik tabt i oversættelsen, har højrefløjsprofiler på sociale medier tolket ordene som en opfordring til vold mod politikerne, skriver AP.

Greta Thunberg er det seneste år blevet ansigtet på de unges kamp for at redde klimaet, efter hun indledte sine skolestrejker.

Det sikrede hende i denne uge titlen som 'årets person' i Time Magazine, men i andre kredse er hun blevet kritiseret. Blandt andet har USA's præsident, Donald Trump, flere gange kritiseret den unge svensker.

Inden hun tog til Torino, har Greta Thunberg deltaget ved protester i forbindelse med klimatopmødet COP25 i Madrid. Her er der lørdag aften fortsat risiko for, at topmødet ender i sammenbrud uden en sluterklæring.