Udland

Video viser turister har besøgt vulkanø, mens videnskabsfolk ikke måtte gå i land

Turister på White Island i 2013. YouTube /  geoffmackley

Turister blev sejlet ud til vulkanen i perioder, hvor den var så farlig, at selv ikke vulkanologer ikke måtte komme der. Nu er 16 formentlig døde.

Selv om vulkanøen White Island ved New Zealand er så farlig, at videnskabsfolk i perioder har fået forbud mod at komme der, er det firma, som arrangerer ture til øen, fortsat med at sejle turister derud.

Vi har gjort det her i 22 år gennem perioder med høj aktivitet og lav aktivitet

Patrick O'Sullivan, ansat ved White Island Tours i 2013

Det skriver det New Zealandske medie Stuff.

Vulkanen gik uventet i udbrud 9. december i år, og mindst otte mennesker mistede livet. Dødstallet ventes at stige til 16, da ingen af de tilbageblevne på øen ventes at have overlevet.

Nu viser det sig så, at firmaet White Island Tours under en periode med forøget vulkansk aktivitet i 2013 sejlede turister ud til øen, selvom myndighederne i New Zealand havde forbudt sine egne vulkanologer at komme på White Island.

Turisternes besøg i 2013 blev dokumenteret af filmskaberen Geoff Mackley, som har lagt billederne på YouTube.

Her ses turister i shorts og med bare arme gå rundt ved det rygende krater.

Værd at risikere livet for?

På optagelserne fra 2013 fortæller vulkanolog Clive Oppenheimer, at White Island er farlig, fordi der kan sive havvand ned i undergrunden og forårsage pludselige eksplosioner.

- Vi ved stadig ikke ret meget om, hvordan vulkaner fungerer, og hvorfor de går i udbrud på et bestemt tidspunkt, så den usikkerhed bør tages med, når man vurderer risikoen, siger han.

- Som vulkanolog må man spørge sig selv, hvor vigtigt det er at indsamle data, og om det er værd at risikere livet for, siger han.

Redningsmandskab går i land på øen.
Ødelæggelser på White Island efter udbruddet.
Redningsmandskab søger efter omkomne på øen.

Filmskaberen Geoff Mackley udtaler sig også på videoen, og han understreger, hvor farligt det er at være på øen.

- Man ved ikke, hvornår der kommer et stort udbrud, og hvis man er tæt på, kan man komme i vanskeligheder, siger han på optagelsen fra 2013.

Dengang ville han dog ikke fraråde turisterne at besøge øen på trods af risikoen.

- Vulkanologerne gør deres observationer ved at flyve over. Turisterne kommer stadig, og det bør de i det store hele også fortsætte med, siger han på optagelserne.

Det mente selskabet bag turene også i 2013.

Risikoen blev nævnt

På videoen fra dengang fortæller en ansat ved White Island Tours - Patrick O'Sullivan - at selskabet har det "helt fint" med at sejle turister ud til vulkanen, selvom vulkanologerne ikke må komme der.

- Vi har gjort det her i 22 år gennem perioder med høj aktivitet og lav aktivitet, siger Patrick O'Sullivan på videoen.

Udbruddet set fra rummet.

- Vi gør alle vores turister opmærksom på, at der er høj risiko i øjeblikket. Der er altid risiko for udbrud på en vulkan, fortsætter han.

Den ansatte er tilsyneladende også opmærksom på, at regeringens egne forskere har fået forbud mod at komme på øen.

- Vi lytter til, hvad videnskabsfolkene siger. Vi forstår, at de arbejder for regeringen, og at der er bestemmelser, som forhindrer dem i at komme på øen, siger Patrick O'Sullivan.

Han står i dag opført på selskabets hjemmeside som marketingschef, men det er ikke lykkedes medierne i New Zealand at få en kommentar fra ham.

White Island Tours oplyser til Stuff, at man ikke vil kommentere sagen af respekt for de sørgende.