Udland

Se årets bedste billeder fra videnskabens verden

Kvantefysik behøver ikke være tørt - faktisk kan det være smukt. Her er årets flotteste videnskabsfotografier.

Vulkanudbrud, fjerne galakser, hvepse og magnetiske væsker. Motiverne spænder bredt både i temaer og geografi i i fotokonkurrencen om årets bedste videnskabsfotografier.

Billederne er udvalgt i forskellige kategorier: astronomi, geografi og klima, øko- og miljøvidenskab, adfærd og mikroskopbilleder. Det er Storbritanniens vidensakademi, The Royal Society, der står bag kåringen. Akademiet blev grundlagt i 1660 og er det ældste af sin slags i verden.

Konkurrencens mål er at "fange skønheden i videnskaben" gennem den visuelle wow-faktor, men også historien bag motivet. Se 15 af de flotteste billeder her:

'Quantum Droplets'

Vinderbilledet er af den første håndgribelige demonstration af Louis de Broglies kvanteteori fra 1927. Silikonedråberne hopper uendeligt over en pøl af silikoneolie, der vibrerer på grund af lyd.

'Taranaki Stars'

Mælkevejen og de to magellanske skyer over Mount Taraki, en 2500 meter høj aktiv vulkan på New Zealands nordø. Skyerne er dværggalakser, som befinder sig over 150.000 lysår væk og kun kan ses på den sydlige hemisfæres nattehimmel.

'Fight Club'

Nordiske nøddekrigere slås ofte om føden, særligt om vinteren. Her er fuglene fanget i Bulgarien. De yngler, mens sneen stadig ligger på jorden, og det kan være en del af forklaringen på, hvorfor et lager af føde er så vigtigt for fuglearten.

'The Child of Krakatoa Awakes'

Her er det den indonesiske vulkan Anak Krakatau, der er fanget i starten af dens udbrud. Efterfølgende kollapsede venstre side af vulkanen, hvilket satte gang i en uforudset tsunami, der kostede over 400 mennesker livet.

'Equinox Supermoon over the Coast Range'

En supermåne står over bjergene i British Columbia, Canada, samtidig med at solen står direkte over ækvator. Sidste gang, de to begivenheder lå så tæt på hinanden, var i 1905, og den næste vil først være i 2144.

'Vigilant Soldier'

Ropalidia Marginata er en hvepseart, der lever i det sydlige Indien. Den bygger rede skjulte steder, fordi den ikke har udviklet nogen særlig modstandskraft mod deres dødsfjende, Vespa Tropica, en anden hvepseart.

'Completely Stitched Up'

Her er det et nærbillede af en operationstråd, der er blevet brugt til at sy et sår i hovedet på en patient. Tråden blev fjernet fra patienten efter syv dage, og man kan stadig se resterne af menneskehud på tråden. Diameteren er mindre end 0,25 millimeter og er et eksempel på, hvor præcist lægevidenskaben kan arbejde, selv når der er tale om rutineoperationer.

'Fade to White'

En ung klovnefisk ser ud mellem en søanemones klare tentakler i Thuwla i Saudi-Arabien.

'Magnetostatic Spawn'

Billedet viser, hvordan den magnetiske væske ferrofluid skifter form, når den er mellem to magneter.

'Fizzy Sea'

Koralrevene er nogle af verdens mest diverse og produktive økosystemer. Men forurening, overfiskeri og udledningen af drivhusgasser i atmosfæren truer revene. Billedet her er taget i Papua Ny Guinea og viser vulkansk kuldioxid stige op fra havbunden og forbi sunde koralrev.

'Twister in Yukon'

Billedet er taget i Yukon i Canada og viser en stor, kegleformet tragt af skyer. De fleste tornadoer begynder som kegleformede skyer – men den på billedet nåede aldrig jorden og kan derfor ikke kategoriseres som en tornado.

'Halo'

- Jeg så pludselig en usædvanlig glorie rundt om månen på nattehimlen og skyndte mig ud af byen og ind i Mogilev-skoven, fortæller Mikhail Kapychka om fotografiet fra Hviderusland. Glorien kommer til syne, når det er frostvejr med høj luftfugtighed. Er der iskrystaller i luften, som bryder med lyset, kommer lyskransen frem på himlen.

'Jellyfish'

Såkaldte vandmands-forbindelser sker på grund af flere ting. På det her billede er det den mest simple: Et rovdyr, en blå trevally, spiser af den lilla vandmand og holder øje med, at andre ikke får samme idé. Fordi goplens tentakler er så lange og tykke, og fordi dens celler kan genskabes, kan kampen tage flere dage.

'Mudskipper Turf War'

- Da jeg fotograferede vadefugle i Mai Po i Hong Kong, blev jeg distraheret af de hypnotiserende territoriekampe, som en flok blåprikkede kutlinger havde nær kysten, siger fotografen Daniel Field om sit billede.

'Mammatus on Fire'

Den orange himmel blev fanget i Wyoming i USA efter en solnedgang i sommeren. De karakteristisk bulede skyer opstår, når vejret er varmt, og varm opstigende luft støder sammen med nedadgående luftstrømme.