Nordirske nationalister får flertal for første gang i 100 år – nu vil de stemme om grænsen

Delingen af Irland og oprettelsen af Nordirland fandt sted i årene 1920-1922.

Det britiske valg var historisk på flere niveauer.

Labour fik det dårligste valg siden 1935, og de konservative fik det bedste siden Margaret Thatcher-tiden. Mere præcist i 1987.

Men nordpå blev der også skrevet historie, da der for første gang siden opdelingen af Irland i 1921 blev valgt flere nordirske nationalister til Storbritanniens parlament end probritiske unionister.

Og dermed er vejen banet for en afstemning om et samlet Irland, lyder det fra partiet Sinn Fein, den tidligere politiske gren af undergrundshæren IRA.

- Vi er på vej mod en afstemning om grænsen. Jeg kan ikke give jer en definitiv dato, men vi er nødt til at gå i gang med forarbejdet for at forberede os, siger Sinn Feins leder, Mary Lou McDonald, ifølge Reuters og tv-stationen Euronews.

”En enorm mulighed”

Historisk er nationalister blevet omtalt som katolikker, mens de probritiske unionister kaldes protestanter. Grænsen mellem de to grupper er mere flydende i dag.

Men at være nationalist i Nordirland betyder som oftest at støtte en tættere forening med EU-landet Irland.

Vælgerne i den britiske provins straffede det konservative parti DUP, som tidligere støttede den konservative regering i London. Partiet gik tilbage fra ti til otte mandater.

Omvendt fastholdt Sinn Fein sine syv mandater, mens det socialdemokratiske SDLP fik to mandater, hvilket sammenlagt gav de to nationalistiske partier flere mandater end DUP.

Det sidste nordiske mandat gik til Alliance Party, der hverken definerer sig som nationalister eller unionister.

- Vi er nødt til, på en ordentlig måde, at have en samtale om et nyt Irland og en forfatningsmæssig ændring. Jeg synes ikke, at unionisterne skal være nervøse eller bange, det her er en enorm mulighed for os, der bor på denne ø, siger Mary Lou McDonald.

Samme melding kom fredag fra senator Mark Daly, der er valgt til det irske parlament for det republikanske parti Fianna Fáil.

- Forberedelserne til et samlet Irland må begynde i den irske regering, når man ser på resultaterne i Nordirland og Skotland, lød det.

Premierminister: - Ikke endnu

Men spørger man Irlands premierminister, Leo Varadkar, skal man som indbygger i den delte region væbne sig med tålmodighed.

For lige nu bør fokus i Nordirland være på at samle en regering frem for at tale om et samlet Irland, sagde premierministeren til de fremmødte journalister i Bruxelles fredag, hvor EU’s stats- og regeringschefer er samlet.

I Nordirland skal regeringsmagten deles mellem to forskellige politiske partier – såkaldt powersharing. Men for to år siden førte en uoverensstemmelse mellem DUP og Sinn Fein til, at parlamentet brød sammen. Siden har der ikke være en fungerende regering i Nordirland, skriver BBC.

Leo Varadkar har fredag haft en samtale med Boris Johnson om netop Nordirland, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og direkte adspurgt om tiden var inde til en afstemning om forsoning, lød svaret fra Leo Varadkar:

- Ikke endnu.

Leo Varadkar anerkender de store forandringer, men indtil videre ændrer det intet.

Det, der ikke har ændret sig, er, at fremtiden for Irland er forsoning

Leo Varadkar, premierminister, Irland

- Det, der ikke har ændret sig, er, at fremtiden for Irland er forsoning, powersharing, tættere samarbejde mellem nord og syd samt tættere samarbejde mellem Storbritannien og Irland. Det er den filosofi, fredsaftalen fra 1998 bygger på.

Inden fredsaftalen i 1998 lå protestantiske og katolske grupper i en væbnet konflikt med hinanden gennem årtier.

De katolske grupper kæmpede for et samlet Irland, mens de protestantiske ville bevare Nordirland som en del af Storbritannien.

Delingen af Irland og oprettelsen af Nordirland fandt sted i årene 1920-22 og kom efter Den Irske Uafhængighedskrig, hvor Irland blev en selvstændig stat, men måtte efterlade Nordirland som en del af Storbritannien.