Udland

Fryd eller mareridt: Det skriver de britiske aviser om valget dagen derpå

Konservative Boris Johnsons jordskredssejr er forsidestof på samtlige britiske aviser i dag.

”En knusende sejr” og ”Et mareridt før jul”.

Det er bare et par af de overskrifter, de britiske aviser har sat på gårsdagens valgresultat ved parlamentsvalget i Storbritannien.

Få stemmer mangler at blive talt op, og det står klart at de konservative med Boris Johnson i spidsen, får flere end 360 af de 650 pladser i Underhuset, mens Labour taber mindst 58 pladser.

Avisen The independent skriver på forsiden at Johnson ser ud til at få det største flertal siden Thatcher. Med henvisning til den tidligere konservative premierminister Margaret Thatcher, der sad på magten fra 1979 til 1990.

Den traditionelt Labour-venlige avis Daily Mirror skriver med store typer ”Mareridt før jul” på forsiden med henvisning til Tim Burton-filmen 'The Nightmare Before Christmas' og et stort billede at Boris Johnson. Avisen bider mærke i Labours store tilbagegang, og at det er det dårligste valgresultat for partiet siden 1935.

The Guardian går så vidt som at kalde Labours valgnederlag for en "nedsmeltning". "Labour nedsmelter mens Johnson sikrer flertal".

Avisen skriver på lederplads, at den store lussing til Labour, er en mulighed for at genopbygge partiet.

- Labour er blevet kastet ind i en konflikt, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Man kan ikke genopbygge, med en forestilling om, at alt er som det plejer, skriver redaktøren Zoe Williams.

The Daily Express fremhæver, foruden den store sejr til Boris Johnson, at resultatet også er en sejr for Brexit.

Med sit absolutte flertal kan Boris Johnson nemlig få stemt den skilsmisseaftale, han har forhandlet med EU, igennem det britiske Underhus.

Den traditionsrige avis The Times har overskriften: ”Boris Johnson sikrer eftertrykkelig sejr for de konservative”

Tabloidavisen Daily Mail, der er meget pro-Brexit, skriver på forsiden. ”Fryd! Boris får knusende sejr”.

En anden tabloidavis, The Sun, der også har støttet Johnson, har premierministeren på forsiden med teksten “The dog’s bollox”. Løst oversat: "Hundens nosser". betyder det noget i retning af, at resultatet er så fremragende, at det svarer til hundes lyst til at slikke sig selv mellem benene.