Udland

Det er sket i nat: Fem ting du skal vide om det britiske valg

Den britiske Premierminister Boris Johnson kan fortsætte på posten de næste fem år, efter en jordskredssejr ved valget i går.

Storbritanniens premierminister de næste fem år hedder Boris Johnson. Selvom alle stemmerne ikke er talt op, ligger det klar, at Det Konservative Parti har vundet et overvældende flertal ved parlamentsvalget i går.

Hvem vandt?

Johnson. Boris Johnson. Den konservative leder er den ubestridte sejrherre. Hans parti har sikret sig flere end 326 sæder i Underhuset, og dermed har Det Konservative Parti såkaldt absolut flertal. Det betyder at Det Konservative Parti alene har stemmer nok til at bestemme alt.

Hvem tabte?

Jeremy Corbyn og partiet Labour. Flere meningsmålinger viste forud for valget stor usikkerhed, og en mulighed for at arbejderpartiet Labour kunne fravriste flere konservative valgkredse. Det viste sig dog langt fra at være tilfældet. Partileder Jeremy Corbyn har allerede annonceret, at han ikke vil lede partiet til det næste parlamentsvalg.

Labour-leder Jeremy Corbyn her til morgen. Ovenpå valgnederlaget har han sagt, han ikke vil lede partiet ved næste valg.

Hvad med Brexit?

Med et absolut flertal i ryggen kan Boris Johnson indfri det løfte han afgav, da han blev som formand for sit parti i sommer. ”Get Brexit done” – Få ordnet Brexit. I hvert fald den indledende del.

Johnson har en færdigforhandlet skilsmisseaftale med EU liggende i skuffen, og samtlige 650 konservative kandidater til parlamentsvalget har lovet at ville stemme for aftalen i Underhuset. Når skilsmisseaftalen er blevet godkendt, venter dog en ny omgang forhandlinger mellem den britiske regering og EU, når parternes fremtidige forhold, skal aftales. MEN. Med al sandsynlighed træder Storbritannien altså ud af EU inden 31. januar 2020.

Var der andre tabere?

I den grad. Lederen af partiet Liberaldemokraterne, Jo Swinson, der på et tidspunkt i valgkampen pegede på sig selv som mulig premierminister, vandt ikke sin egen valgkreds, og dermed har hun mistet sin plads i parlamentet. Partiet som helhed ser ud til at få en lille tilbagegang.

Lederen af Liberaldemokraterne, Jo Swinson, fik ikke selv nok stemmer til at beholde sin plads i Underhuset.

Er der nogen overraskelser?

I Skotland ser det skotske nationalistparti SNP ud at få et kanonvalg. Med næsten alle valgkredse talt op, ser SNP ud til at få 48 ud af 59 mulige valgkredse. Det er en klar fremgang fra sidste valg, hvor partiet fik 35 pladser.

Umiddelbart kan partiet ikke bruge deres mandater i Underhuset til det store, for De Konservative har mandater nok til at sikre deres eget flertal. Men den massive opbakning til SNP, der er hårde Brexit-modstandere, giver et rygstød til deres grundlæggende formål: At løsrive Skotland fra resten af Det Forenede Kongerige.

I 2014 stemte et flertal af skotterne for at forblive i Storbritannien. Ved Brexit-folkeafstemningen to år senere stemte et stort flertal af skotterne så for at blive i EU. Et flertal af skotterne føler sig taget som gidsler i Brexit-processen, og det har ført til en stor opbakning til ønsket om en ny folkeafstemning for at forlade Storbritannien og igen kunne blive en del af EU.