Britisk valg

Boris Johnson rækker ud til sine modstandere: Nu skal vores land heles

Ifølge Boris Johnson har landet efterhånden fået nok af politisk fnidder og skænderier om Brexit.

Boris Johnson er fredag eftermiddag tilbage i premierministerboligen i Downing Street 10 i London, og her bruger han lejligheden til at sige tak til sine støtter.

Boris Johnson taler til nationen.

Men han forsøger også at berolige sine modstandere, som gerne havde set landet blive i det europæiske samarbejde.

- I skal vide, at denne regering aldrig vil ignorere jeres gode, positive og varme følelser og sympati over for de andre nationer i EU, siger Boris Johnson.

Dermed er det en premierminister, der forsøger at berolige et land, som ifølge ham har fået en overdosis af politisk fnidder i forbindelse med en intens valgkamp og diskussionerne om den britiske udtræden af EU.

- Dette land fortjener en pause fra mundhuggeriet. Og en permanent pause fra at tale om Brexit, lyder det fra Boris Johnson.

Vil ændre sundhedsvæsenet

Det Konservative Parti sikrede ved valget torsdag dets største sejr siden Margaret Thatchers regeringstid, og det giver Boris Johnson et stort manøvrerum i det britiske parlament, hvor partiet har stort flertal.

Lyn-analyse

Det var en kort tale. Det var statsmanden Boris Johnson, der var ude foran Downing Street 10 og tale til nationen oven på et særdeles godt valg for Det Konservative Parti og ikke mindst ham selv. Nu har han lagt valgkampen bag sig og skal fokusere på det, der skal foregå fremover. Det handler for ham om at samle nationen ovenpå al den splittelse, der har hersket i det forenede kongerige de sidste mange år. Ikke mindst diskussionen om Brexit vil han gerne have lagt låg på – nu skal den her nation videre.

- Jeg vil gerne have, at alle nu forsætter deres juleforberedelser velvidende, at regeringen i 2020 vil arbejde for velstand og vækst, lyder appellen fra Boris Johnson til begge sider af det politiske spektrum.

Han gentager også løftet om, at Storbritannien senest vil forlade EU ved udgangen af januar. Derudover vil han primært arbejde for, at regeringen har fokus på at genopbygge det britiske sundhedsvæsen. Her skal der ifølge Johnson ansættes 50.000 flere sygeplejersker og bygges en lang række flere hospitaler.