Britisk valg

Johnson sender mail med rød sirene til vælgerne kort før lukketid

Vælgere ved et transportabelt valgsted i Bristol i Sydengland Glyn Kirk / Ritzau Scanpix

De Konservative forsøger i sidste øjeblik at få briterne til at gå hen og stemme: Din stemme skal stoppe Jeremy Corbyn!

Det Konservative Parti forsøger torsdag eftermiddag at skræmme de sidste vælgere til at gå hen og stemme.

I en sidste-øjebliks henvendelse til potentielle vælgere skriver de konservative, at flere Labour-vælgere end normalt allerede har været henne at stemme – og at der derfor er desperat behov for, at alle konservative får afgivet deres stemme.

- Vores lokale folk melder om en meget høj valgdeltagelse fra Labour-folk. Har du stemt? Har dine venner og din familie? Lige nu er du det eneste, der står mellem Jeremy Corbyn og Downing Street, står der i en appel, som formodede konservative vælgere modtog via e-mail torsdag eftermiddag.

Henvendelsen var underskrevet af selveste premierminister Boris Johnson.

Avisen The Guardian skriver, at en anden konservativ appel til konservative vælgere gør det klart, at netop disse modtagere er særligt vigtige, fordi de er vælgere i "en af de ni valgkredse, som vi skal vinde for at få Brexit gennemført".

Appellen er imidlertid sendt ud til konservative vælgere i mindst 40 forskellige valgkredse, som alle sammen får at vide, at deres valgkreds er en af de ni afgørende kredse.

Opfordringen fra Boris Johnson til formodede konservative vælgere.

Trussel fra unge vælgere

Tabloidavisen The Sun, der helhjertet støtter Boris Johnson og Brexit, advarer også om, at Labours vælgere møder usædvanligt talstærkt op på valgstederne.

"Konservative vælgere opfordres indtrængende til at stemme, da køer på valgstederne skaber frygt for, at unge vælgere kan koste Boris dyrt", hedder overskriften øverst på avisens hjemmeside sent torsdag eftermiddag.

Avisen mener at kunne konstatere, at usædvanligt mange unge vælgere er mødt op for at stemme – og det tolkes som en fordel for Labour og EU-positive kandidater.

- Der er frygt for en ’ungdomsrystelse’ til fordel for fortsat EU-medlemskab, skriver avisen.

Lange køer ved valgstederne

Flere medier melder, at valgdeltagelsen har været høj lige fra morgenstunden. Medierne har vist billeder af lange køer ved valgsteder, og vælgere har fortalt om ventetider på op til 45 minutter for at få lov at stemme.

Det er dog usikkert, om lange køer ved valgstederne automatisk kan tolkes som en fordel for Labour og EU-tilhængerne. Det siger Tim Bale, der er professor i britisk politik ved Queen Marys University i London, til The Sun:

- Det kommer an på, hvem der står i køerne, siger han.