Eksperter enige efter exitpoll: Nu kommer Brexit

Jeremy Corbyn vil blive husket som den værste leder af Labour nogensinde, mener analytiker efter exitpoll.

368 mandater til Det Konservative Parti. Det var resultatet af den exitpoll fra det britiske valg, der blev offentliggjort fra de store medier klokken 23.

Et massivt flertal til Boris Johnson og hans konservative parti. En fremgang på 51 sæder i parlamentet for partiet, det bedste resultat for Det Konservative Parti siden 1987. Dengang hed premierministeren Margaret Thatcher.

Du kan følge optællingen af stemmer her:

Hvis de reelle tal, når alle stemmer er talt op, bare kommer tilnærmelsesvis tæt på målingen, vil det betyde en massiv sejr til premierminister Boris Johnson.

Det kræver 326 pladser for at opnå et flertal i parlamentet, og dermed vil exitpollens 368 pladser betyde et absolut flertal til Det Konservative Parti.

Og så kan man endelig "get Brexit done", som Johnson har formuleret det under valgkampen.

- Dette vil betyde, at Brexit nu bliver bragt ud i livet. Tallene er kun fra en exitpoll, men hvis de passer, vil det være en kæmpe sejr for Johnson. Og så vil forhandlingerne om Brexit starte, siger TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen fra London.

- Der var inden valget tvivl om, hvorvidt dette valg ville bringe afklaring omkring Brexit. Men hvis dette holder, er der ingen tvivl længere: Brexit bliver til noget.

Og som aftalen ligger med EU lige nu, så sker Brexit 31. januar.

Samme analyse har Sky News’ politiske redaktør, Beth Rigby:

- Boris Johnson kaldte dette et Brexit-valg. Og hvis dette resultat holder, har han vundet monumentalt. Et utroligt resultat. Og det betyder, at vi vil forlade EU til næste år. Brexit vil ske, siger hun.

Mens Boris Johnson kan juble over den første exitpoll, må modstanderen, Labours Jeremy Corbyn, med 191 mandater konstatere et sviende nederlag. Det ringeste valgresultat for Labour siden 1935.

- For Labour er det et forfærdeligt resultat. Det værste i et parlamentsvalg siden Anden Verdenskrig. Jeremy Corbyn vil blive husket som en af de værste ledere i partiets historie, siger politisk analytiker på Sky News, Michael Thrasher