Udland

De kan blive "de mest upopulære kandidater i britisk historie"

Briterne stemmer i dag om, hvem der skal lede landet de næste fem år, men ingen af favoritterne er populære.

En uskøn valgkamp er slut.

De britiske vælgere er nu ved at afgøre, hvem der skal være premierminister og have flertallet i Underhuset.

Men det er ikke ligefrem en almindelig popularitetskonkurrence, briterne skal være dommere i.

For de to spidskandidater, premierminister Boris Johnson fra Det Konservative Parti, og Jeremy Corbyn fra Labour, er nemlig ikke særligt populære, for at sige det mildt.

Jeg tror, de to vil skrive sig ind i historien som de mest upopulære premierministerkandidater i britisk historie

Divya Das, Korrespondent, TV 2

Ifølge meningsmålinger er Jeremy Corbyn den mindst populære oppositionsleder i en valgkamp, siden man påbegyndte målingerne tilbage i 1980’erne.

Det er ikke mange måneder siden, at Boris Johnson vandt et valg og blev premierminister – men det var hans egne partimedlemmer, der valgte ham, efter Theresa May gik af.

Og de landsdækkende målinger viser, at Johnson på ingen måde nyder samme opbakning i den brede befolkning, som han gør i sit eget parti.

Folk er trætte af politikere

Mens manges øjne i Europa er rettet mod Storbritannien disse dage, for at se, hvilken retning briterne vælger for fremtiden, har der på de britiske øer spredt sig en stemning af apati, fortæller TV 2-korrespondent Lotte Mejlhede.

- Der er en stor politikerlede og træthed, og det har jeg oplevet hele den seneste uge, siger hun.

TV 2’s korrespondent i Storbritannien, Diyva Das, genkender det billede.

- Corbyn og Johnson er begge utrolig upopulære i målingerne, så det er ikke et rart valg, nødvendigvis, for den britiske befolkning, siger Divya Das.

De har ikke meget til fælles, Labours Jeremy Corbyn og den konservative Boris Johnson - pånær deres upopularitet.

Og spørger man folk på gaden i London, bliver der heller ikke lagt fingre imellem.

- Helt ærligt, så er det ikke noget valg for mig. Jeg kan ikke lide nogen af hovedkandidaterne, så jeg har det svært, siger Andrew Davis.

- Ingen af dem siger sandheden. De vil kun tage sig af sig selv. De vil ikke tage sig af os. Jeg skal nok stemme, men jeg har ikke besluttet mig for, hvem jeg stemmer på endnu. Det bliver nok først inde i stemmeboksen, at jeg gør det, siger Teresa Basset fra London.

Et gammelt problem

Ifølge Divya Das er det på ingen måde nyt, at politikerne ikke nyder høj popularitet, men denne gang er det særlig skidt.

- Politikere i det her land har altid lidt under manglende troværdighed, men siden folkeafstemningen for tre og et halvt år siden, er troværdigheden forvitret yderligere, siger Divya Das.

Jeremy Corbyn bliver beskyldt for at være for venstreorienteret, og har i årevis kæmpet med beskyldninger om at være antisemitisk.

Boris Johnson er blevet taget i at lyve flere gange, og bliver generelt opfattet som charmerende, men utroværdig, siger Divya Das.

- Jeg tror, de to vil skrive sig ind i historien som de mest upopulære premierministerkandidater i britisk historie, slutter hun.