Udland

Chiles luftvåben finder vrag af nedstyrtet militærfly

Det chilenske militærfly styrtede med 38 mennesker om bord ned i det iskolde farvand på vej mod Antarktis.

Chiles luftvåben bekræfter, at det har fundet vraget af et militært transportfly, som styrtede ned mandag med 38 om bord.

Flyet styrtede ned over det afsidesliggende iskolde farvand mellem Sydamerika og Antarktis.

Vragrester blev fundet tidligere torsdag 30 kilometer syd for det sted, hvor flyet senest havde radioforbindelse mandag.

De formodede vragrester er blevet undersøgt, og det er fastslået, at de stammer fra det nedstyrtede Hercules C-130-fly.

- Vragets tilstand betyder, at det praktisk talt er udelukket, at der er overlevende, siger luftvåbnets chef, Arturo Merino.

Mistede kontakt til fly mandag

Det brasilianske forsvarsministerium har i en meddelelse oplyst, at et af dets skibe også har fundet vragrester samt personlige ejendele, der formentlig kan spores til flyet.

De blev fundet omkring 500 kilometer fra den sydargentinske by Ushuaia.

Mandag klokken 16.55 lokal tid lettede Hercules-flyet fra den sydchilenske by Punta Arenas.

Kort efter klokken 18 mistede det chilenske luftvåben kontakten til flyet, der havde kurs mod Antarktis.

Tidligt tirsdag morgen konkluderede luftvåbnet, at det måtte være styrtet ned.

- Vi vil fortsætte eftersøgningen og håbe på et bedre resultat, siger general i luftvåbnet Eduardo Mosqueira, der har stået i spidsen for eftersøgningen.

Små chancer for at finde overlevende

Alt lod ellers til gå rutinemæssigt for flyet, som havde 17 besætningsmedlemmer og 21 passager om bord, indtil myndighederne mistede kontakt, oplyser generalen.

Årsagen til flystyrtet er endnu ukendt. Myndighederne har allerede anerkendt, at der er små chancer for at finde overlevende.

Tidligere onsdag sendte det chilenske militær jagerfly til området i en udvidet eftersøgning.

Tirsdag var store bølger og lave skyer med til at besværliggøre eftersøgningen i Drakestrædet, som er navnet på det omkring 1000 kilometer brede farvand mellem Chile og Antarktis.

Drakestrædet er et enormt og stort set urørt farvand med dybder på op mod 3,5 kilometer.

Skibe fra Argentina og Brasilien har hjulpet med eftersøgningen.