Harvey Weinstein indgår millionforlig med 30 kvinder

Forlig giver 30 kvinder millioner for at droppe deres sexanklager mod filmmanden. Han skal dog stadig i retten tiltalt for voldtægt af to kvinder.

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein, som mere end 80 kvinder har anklaget for seksuelle overgreb, har indgået forlig med flere end 30 af sine anklagere.

New York Times skriver onsdag, at gruppen af kvindelige skuespillere og tidligere medarbejdere har accepteret et forlig med Weinstein og hans konkursramte filmselskab på et beløb på 25 millioner dollar (svarende til næsten 170 millioner kroner). Pengene bliver betalt af det konkursramte filmselskabs forsikringsselskab.

Forliget sikrer kvinderne en økonomisk kompensation på op til 500.000 dollar, men betyder samtidigt at de frafalder anklagerne mod Weinstein og fraskriver sig muligheden for at rejse nye krav eller anklager mod ham, det konkursramte selskab eller selskabets bestyrelsesmedlemmer.

Samtidigt betyder forliget, at Weinstein ikke behøver at indrømme nogen skyld i de mange sager, der handler om et bredt udvalg af overgreb, lige fra sexchikane til voldtægt.

Harvey Weinstein og hans advokater ønsker ikke at kommentere forliget.

Flere af kvinderne siger til New York Times, at de ikke er glade for at skulle frafalde anklagerne mod Weinstein, men at de føler det er det klogeste at gøre.

Der er nemlig flere af sagerne, som advokaterne i sagen vurderer, er umulige at føre i retten. Nogle stammer helt tilbage fra 90’erne og er forældede. Andre drejer sig om sexchikane eller grænseoverskridende adfærd, som advokaterne ikke vurderer som lovovertrædelser, rent juridisk set.

'En form for retfærdighed'

- Jeg er ikke glad for det, men jeg ved ikke, hvordan jeg kan ramme ham. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kan gøre, siger en af kvinderne, skuespilleren Katherine Kendall til New York Times.

En anden kvinde, Caitlin Dulany, siger, at selv en utilstrækkelig aftale trods alt ’giver en form for retfærdighed og lettelse’.

- Mange af os vil alligevel aldrig opleve at konfrontere Harvey i en retssal, siger hun.

Advokaten Genie Harrison, der repræsenterer en tredje af Weinsteins anklagere, siger at kvinderne risikerer at stå fuldstændigt tomhændede tilbage, hvis ikke de slog til nu og skrev under på forliget:

- Jeg tror ikke, at vi kan lave en bedre aftale, end vi har gjort, siger hun om den økonomiske kompensation.

Skal stadig i retten

Aftalen med de 30 kvinder, der er fra USA, Canada, Storbritannien og Irland, betyder dog ikke, at Harvey Weinstein undgår at komme i retten.

Dels er der flere kvinder, der ikke vil være med i forliget og hellere vil gå videre med civile erstatningssager mod Harvey Weinstein og hans selskab.

Dels har den kriminalsag, der er mest alvorlig for Weinstein, ikke noget med forliget at gøre. I januar skal han i retten i New York tiltalt for fem tilfælde af voldtægt og andre overgreb mod to kvinder – det ene tilfælde i 2013, det andet i 2006.

Sagen starter ved Højesteret i New York 6. januar. Hvis Weinstein findes skyldig, så risikerer han fængsel på livstid.