Udland

Aung San Suu Kyi afviser folkedrab: - Det er en intern væbnet konflikt

Myanmars øverste leder forsvarer sit land, der anklages for folkedrab på rohingyaer.

Det er ikke op til en international domstol at afgøre, hvad der er foregået med det statsløse folk rohingyaerne i Myanmar.

Sådan lyder det fra Myanmars øverste leder, Aung San Suu Kyi.

Gambia har givet et ufuldstændigt og misvisende billede af den faktuelle situation

Myanmars leder Aung San Suu Kyi

Hun er onsdag på plads i Den Internationale Domstol i Haag for at forsvare Myanmar, der er anklaget for folkedrab på rohingyaerne.

Og her understreger hun, at der er tale om en "intern væbnet konflikt", som er "kompleks og ikke let at begribe".

Ufuldstændig og misvisende

Det tidligere demokratiikon tilføjer, at sagen mod Myanmar er "ufuldstændig og misvisende". Hendes udmelding kommer dagen efter, at Gambia, der har rejst sagen, gav sit syn på Myanmars behandling af rohingyaerne.

- Gambia har givet et ufuldstændigt og misvisende billede af den faktuelle situation i Rakhine-staten i Myanmar, siger Aung San Suu Kyi.

Sagen mod Myanmar er rejst af Gambia på vegne af 57 muslimske lande i Organisationen for islamisk samarbejde (OIC).

Gambia har krævet, at den internationale domstol øjeblikkeligt sørger for, at Myanmar standser de etniske udrensninger, som har krævet tusindvis af civile liv og drevet 740.000 medlemmer af den muslimske befolkningsgruppe på flugt.

Myanmar slog i 2017 hårdt ned på rohingyaerne, der primært er muslimer. De lever fortrinsvist i Myanmar, Pakistan og Bangladesh.

Omkring 730.000 rohingyaer blev i den forbindelse sendt på flugt fra Myanmar til Bangladesh. Ifølge FN skete det som resultat af en militærkampagne, som havde folkedrab for øje.

Massevoldtægter og drab på børn

Vidner og ofre fortalte tirsdag om massevoldtægter, knivdrab på børn og afbrænding af familier i deres hjem. Alt imens sad Aung San Suu Kyi ubevægelig og lyttede.

Onsdag erkendte Myanmar-lederen dog, at landets militær til tider muligvis har benyttet sig af overdreven magt.

Aung San Suu Kyi har tidligere været et hyldet demokratisk ikon, der trodsede Myanmars militærstyre i kampen for frihed. Det medførte, at hun i 1991 blev tildelt Nobels fredspris.

Siden 2016 har hun stået i spidsen for Myanmar som landets civile leder.

En FN-mission har tidligere konkluderet, at de "mest alvorlige forbrydelser under folkeretten" er blevet begået i Myanmar.

Ingen domstol har dog fastslået, at der er foregået folkedrab.