Udland

Asken farver havet sort - skovbrande i Australien overgår Amazonas

Aske fra gigantiske naturbrande i Australien har forvandlet havet til en sort suppe. Brandene vil formentlig udlede mere CO2, end landet gør på et år.

I over en måned har enorme naturbrande hærget Australiens østkyst, og nu begynder de at give uforudsete konsekvenser.

Dette er klimaforandringer

Matt Kean, miljøminister i New South Wales

For eksempel ved Balmoral Beach ved storbyen Sydney, hvor havvandet er blevet forvandlet til en tyk sort suppe af sod og aske.

Samtidig er luften over byen så fyldt med røg, at målingerne tirsdag viste luftforurening, der er 11 gange højere end grænsen til "farligt", der er det øverste niveau på skalaen.

Siden begyndelsen af november er 2.700.000 hektar brændt i Australien, oplyser myndighederne - det svarer til et område lidt mindre end Jylland.

Til sammenligning brændte der omkring 1.900.000 hektar i Amazonas tidligere på året.

Og i Australien raser de enorme brande stadig.

Tirsdag var der stadig ild 100 steder, og mens flammerne hærger, øges presset på landets regering for at gøre noget ved de klimaforandringer, der har fået skylden for at give næring til brandene.

En af landets fremtrædende politikere er endda gået så langt, at han har brudt med sit parti og nu direkte kæder brandene sammen med klimaforandringer.

- Vi er midt i den værste tørke i mands minde, det næstvarmeste år, der nogensinde er målt. I går var røg årsag til den værste luftforurening i Sydney, vi nogensinde har set. Dette er klimaforandringer, sagde Matt Kean, der er miljøminister i New South Wales til australsk tv.

I Sydney, hvor 20.000 mennesker tirsdag demonstrerede mod brandene, blev der også krævet handling af regeringen.

- De er skyld i, at vores største by bliver forgiftet, men i stedet for at skride til handling har de givet grønt lys til flere kulminer, siger Chloe Rafferty, der var med til at arrangere demonstrationen, til Reuters.

Kul og små djævle

Australien er et af de lande i verden, der udleder mest CO2 per indbygger - ifølge Verdensbanken udleder landet cirka tre gange så meget CO2 per indbygger som Danmark.

Det skyldes, at en stor del af landets elektricitet kommer fra kulkraft, og så sent som i juni måned sagde landets regering ja til en ny kulmine, der skal producere mellem otte og ti millioner ton kul om året.

Landets vicepremierminister, Michael McCormack, har forsvaret regeringens politik over for tv-kanalen ABC.

- Klimaforandringer er helt sikkert en faktor, det er der ingen tvivl om, men det er også vigtigt at notere, at de fleste af disse brande er blevet påsat af små djævle, siger Michael McCormack med henvisning til de mennesker, der mistænkes for at have antændt dem.

Hvor meget CO2, de aktuelle brande leder ud i atmosfæren, er endnu ikke beregnet, men ved brandene i 2006 og 2007, der var halvt så store som nu, blev der udledt omkring 550 millioner ton CO2, fortæller biologiprofessor Mark Adams fra Swinburne University til Reuters.

Det svarer til lige så meget CO2, som hele Australien udleder på et år.