Udland

Seks døde efter omfattende skyderi i New Jersey

Der er endnu ikke nogen officielle meldinger om, hvad der ligger bag skyderiet.

En politibetjent er blevet skudt og dræbt og yderligere tre betjente såret ved et større skyderi i Jersey City i den amerikanske delstat New Jersey.

Samtidig er fem personer dræbt inde i et mindre supermarked i forbindelse med skyderiet. Der er tale om tre formodede civile og to formodede gerningsmand.

Det bekræfter politiet på et pressemøde.

Af de tre sårede betjente blev den ene ramt af skud i skulderen, mens to andre blev ramt af sprængstykker eller granatsplinter.

- Det er en hård dag for Jersey Citys politi, siger borgmester Steven Fulop.

Ifølge politiet er der affyret flere hundrede skud i forbindelse med episoden.

Årsag til skyderi ikke bekræftet

Politiet har ifølge CBS New York omringet bygningen med tungt bevæbnede betjente og pansrede køretøjer.

Der er endnu ikke nogen officielle meldinger om, hvad der ligger bag skyderiet. Det efterforskes stadig, oplyser borgmesteren. Der er dog intet, der tyder på terrorisme, siger lederen af Department of Public Safety James Shea ifølge CNN.

Jersey City er delstatens næstørste by efter Newark og ligger overfor Manhatten på den anden side af Hudson River.

Politiet i New York følger situationen tæt og er klar til at hjælpe, oplyser New Yorks borgmester, Bill de Blasio.

- Vær venlig at have vores naboer i Jersey City i jeres tanker i dag, især de modige betjente og redningsfolk, der risikerer deres egen sikkerhed for at beskytte andres liv, skriver borgmesteren på Twitter.