Udland

Piloter fortæller om farlig redningsaktion under vulkanudbrud

Vulkanudbruddet på ø i New Zealand har foreløbig kostet seks livet, mens 30 fortsat er indlagt. Nu fortæller piloter om redningsaktionen.

Det var synet af døde og dødeligt kvæstede i et terræn dækket af hvidt støv, der mødte helikopterpiloterne Mark Law og Tom Storey mandag, da en vulkan på White Island gik i udbrud.

De var blandt de første til at ankomme til den ubeboede ø, der dagligt har været besøgt af turister, som har villet være tæt på en stadigt aktiv vulkan.

- Vi fandt døde og døende mennesker, men også folk, som var ved forskellige grader af bevidstløshed, fortæller Mark Law om redningsaktionen ifølge The Guardian.

Det viste sig at være en udfordring at finde en landingsplads til helikopteren.

På grund af de voldsomme støvmængder vulkanudbruddet havde forårsaget, frygtede Mark Law og Tom Storey at få motorproblemer, hvis det fine, hvide granulat trængte ind i maskineriet.

- Vi kunne flyve 70 meter ned i krateret og kunne se mennesker ligge på jorden. Men det syreholdige støv er gift for motoren, så vi måtte finde et mere sikkert sted at lande, forklarer Mark Law, der har en fortid som udsendt soldat i Afrika.

Adrenalinen tog over

De voldsomme støvmængder var også en hindring for det redningsarbejde, Mark Law og Tom Storey begav sig ud i.

- Det føltes som at løbe igennem talkum. Det var meget svært at trække vejret, og vi gispede efter det, men adrenalinen tog over. Jeg vil hellere bryde nogle regler og redde liv end at sidde her og tænke på, hvad der skulle være gjort, reflekterer den 48-årige helikopterpilot, der deltog i redningsaktionen af egen drift.

I alt 12 ofre nåede Storey og Law at få reddet ind i deres helikoptere. Mange var hårdt kvæstede.

- Deres forbrændinger var forfærdelige. Mange var slet ikke i stand til at tale. Der var meget stille. De eneste ord, vi hørte, var et sagte "hjælp". Folk var dækket af aske og støv. Når vi tog dem op, faldt huden af mellem hænderne på os, siger Mark Law.

Måtte efterlade ven

Myndighederne var tilbageholdende med at fortsætte redningsaktionen på grund af faren for nye udbrud.

Det var også en medvirkende årsag til, at Mark Law og Tom Storey ikke fløj tilbage for at genoptage deres mission. De har kritiseret myndighederne for at være for bureaukratiske.

For Tom Storey var det særligt smertefuldt, fordi han på første flyvning havde set en ven, tour-guiden Hayden Marshall-Irman, ligge død.

- Vi ville gerne have været tilbage, men blev instrueret i ikke at gøre det. Den melding var ret hård at tage, siger Tom Storey, der om sin bekendte fastslår, at han "ikke kunne reddes".

Kvæstede med alvorlige forbrændinger

Seks personer er bekræftet omkomne, men yderligere otte er savnet og formodes at være blevet ofre for udbruddet.

Derudover er 30 personer fortsat indlagt på seks forskellige hospitaler i New Zealand. Flere med svære forbrændinger på mere end 50 procent af kroppen, hvilket menes at være så livstruende, at det kan medføre døden.

Andre har fået skader på lunger og vejrtrækning, fordi man har indåndet en blanding af støv og giftige gasser i forbindelse med udbruddet.

- Nogle af patienterne har betydelige skader på deres lunger og må betegnes som meget, meget syge. Flere er forbrændt på mere end 50 procent af kroppen og har brug for flere transplantationer og andre former for hjælp. Det vil i flere tilfælde tage år at komme sig med varig funktionsnedsættelse, siger John Bonning, der har ledet den medicinske indsats efter katastrofen på White Island.

I en opdateret melding fra politiet fremgår det onsdag morgen lokal tid, at 25 fortsat er i kritisk tilstand, mens resten er i alvorlig, men stabil tilstand.

Symptomer på udbrud siden november

Vulkanudbruddet var et chok for de knap 50 turister, der havde begivet sig ind på White Island. Men iagttagere og eksperter har gennem et stykke tid set symptomer på, at vulkanen var aktiv på den foruroligende måde.

I november hævede myndighederne således alarmniveauet for udbrud på den privatejede White Island til 2 på en skala fra 1-5, fordi forskere havde observeret stigende mængder af svovldioxid - en hovedindikator for stigende magma (et forstadie til lava, red.) dybt inde i vulkanen.

Vulkanøen ligger i Pacific Ring of Fire. Ildringen er betegnelsen for det bælte af vulkaner, der ligger rundt langs de asiatiske og amerikanske stillehavskyster.

Cirka fire femtedele af alle verdens jordskælv og vulkanudbrud finder sted i det område.