Udland

Chilensk fly med 38 om bord er styrtet ned på vej mod Antarktis

Det chilenske luftvåben mistede i nat dansk tid kontakten til et militærfly, der menes at være styrtet ned i strædet mellem Sydamerika og Antarktis.

Et militærfly med 38 mennesker ombord er styrtet ned.

Sådan lyder vurderingen fra det chilenske luftvåben i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om et transportfly af typen Hercules C-130, der mandag klokken 16.55 lokal tid lettede fra den sydchilenske by Punta Arenas.

Kort efter klokken 18 mistede det chilenske luftvåben kontakten til flyet, der havde kurs mod Antarktis.

Det fik tidligere luftvåbnet til at melde flyet savnet.

- Det chilenske luftvåben oplyser, at det efter mere end syv timer uden radiokontakt vurderes, at Hercules C-130-flyet er styrtet ned, lyder det i meddelelsen.

Mistede kontakt over stræde

Luftvåbnet mistede kontakt til militærflyet over Drakestrædet, der er farvandet mellem den sydlige del af Sydamerika ved Kap Horn og Antarktis.

Drakestrædet er kendt for sine til tider hårde vejrforhold, men ifølge de chilenske myndigheder var vejret fint, da flyet forsvandt fra radaren.

Vraget af flyet er endnu ikke blevet fundet. Og således er der heller ikke kendskab til de ombordværendes tilstand.

Ombord på flyet var 17 besætningsmedlemmer og 21 passagerer.

Erfaren pilot

Ifølge general Eduardo Mosqueira fra det chilenske luftvåben udsendte transportflyet ikke noget nødsignal på vej til dets slutdestination på militærbasen på Antarktis.

Det oplyser generalen til lokale, chilenske medier, skriver BBC.

En mulig årsag til nedstyrtningen kan være, at flyet manglede brændstof. For flyets pilot var erfaren, lyder det fra Eduardo Mosqueira.

På vej til Antarktis

Flyet var på vej mod en chilensk militærbase i Antarktis, hvor mandskabet skulle udføre vedligeholdelsesopgaver.

Et redningsmandskab blev aktiveret, da luftvåbnet mistede kontakten til flyet.

Chiles premierminister, Sebastian Pinera, siger, at han er "bestyrtet" over hændelsen.

Samtidig oplyser Pinera på Twitter, at han sammen med landets indenrigsminister vil flyve til Punta Arenas.

Her vil de mødes med landets forsvarsminister og drøfte en eftersøgnings- og redningsmission, skriver nyhedsbureauet AFP.

Punta Arenas ligger nær Magellanstrædet på Chiles sydspids.

Sydpolen er centrum af verdensdelen Antarktis, hvor Chile har en permanent militærbase og gør krav på et større landområde.