Fem personer dræbt i vulkanudbrud i New Zealand
Politiet frygter, at der er flere omkomne på øen White Island, der er ufremkommelig på grund af udbruddet.
Fem personer er omkommet, og flere meldes savnet efter et vulkanudbrud i New Zealand.
Det oplyser politikommissær John Tims på et pressemøde.
Han fortæller, at man forventer, at der er flere døde på øen White Island, hvor udbruddet skete natten til mandag dansk tid. Den ubeboede vulkanø ligger omkring 50 kilometer fra østkysten af New Zealands nordlige ø.
For farligt at bevæge sig ud på øen
23 personer er blevet fragtet væk fra øen. John Tims fortæller, at det er for farligt for redningsmandskabet at bevæge sig ud på øen på nuværende tidspunkt, og derfor er det uklart, hvor mange der befinder sig på øen.
20 mennesker modtager behandling.
Udbruddet er kommet efter flere måneders øget aktivitet i vulkanen. Efter flere advarselstegn forhøjede myndighederne vulkanens alarmtilstand til niveau to. Blandt andet observerede forskere øgede mængder svovldioxid, som er en vigtig indikator for, at mængderne af magma i en vulkan er stigende.
Vulkanen gik i udbrud klokken 14.15 lokal tid.
Flere turister på øen
New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger på et pressemøde, at hun vil besøge øen i aften.
- Det er en situation, som hele tiden udvikler sig. Vi ved, at der var op til flere turister på øen, da vulkanen gik i udbrud.
Ifølge doktor Ken Glairdhil fra GNS Science, som også deltog i premierministerens pressemøde, var det ikke et specielt stort udbrud, der ramte White Island i dag. Ifølge ham var det, som om vulkanen 'rømmede' sig. Glairdhil siger, at at det er usandsynligt, men ikke umuligt, at der kommer et efterfølgende udbrud.
En af de personer, der var på øen kun 20 minutter før vulkanudbruddet, var Michael Schade. Han filmede udbruddet fra en båd på vej væk fra øen.
Flere sĂĄrede fra krydstogtskib
Flere af de personer, der med høj sandsynlighed befandt sig på øen, da vulkanen gik i udbrud, var fra krydstogtskibet 'Ovation of the Seas'.
Ifølge chefen for havnen i Tauranga, Mark Cairns, er de fleste af de sårede fra dagens vulkanudbrud gæster fra krydstogtskibet.
Skibet skulle være sejlet videre fra Tauranga Havn, som ligger på fastlandet, til aften, men på grund af vulkanudbruddet bliver skibet i havn. Skibet er sejlet fra Sydney i Australien til New Zealand med 4579 passagerer og 1595 ansatte om bord.