Udland

Trump advarer Nordkorea: - I kan miste alt

Den amerikanske præsident advarer Kim Jong-un mod at være fjendtlig over for USA.

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, risikerer "at miste alt".

Det gælder også hans "specielle forhold til den amerikanske præsident", hvis han vælger at genoptage fjendtligheder.

Sådan lyder det fra Donald Trump, der er gået til tasterne på Twitter.

Det sker efter at Nordkorea søndag meddelte, at landet havde gennemført ”meget betydningsfuld" test ved Sohae-anlægget, som tidligere er blevet brugt til at affyre nordkoreanske satellitter.

Vil opgradere landets status

Meldingen om testen kommer, kort efter at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har varslet, at man vil prøve "en ny vej" til næste år.

- Kim Jong-un er for klog og har for meget at miste - faktisk alt -, hvis han handler på en fjendtlig måde. Han underskrev en atomnedrustningsaftale med mig i Singapore. Han har ikke lyst til at miste sit specielle forhold med USA's præsident eller blande sig i det kommende præsidentvalg i november, skriver Trump.

Nyheden om den betydningsfulde test meldte ikke noget om, hvad der præcis blev testet. Dog kunne Nordkoreas officielle statslige nyhedsbureau, KCNA, oplyse, at testresultaterne vil blive brugt til at opgradere landets strategiske status.

Der har dog ikke været nogen meldinger fra det sydkoreanske militær, som normalt udsender et varsel, hvis der sker en prøveaffyring af et missil i Nordkorea.

Det har skabt bekymring for, at Nordkorea vil genoptage de prøveaffyringer af atommissiler og langtrækkende missiler, der har været indstillet siden 2017.