Ilten i verdenshavene forsvinder - 700 områder betegnes nu som dødszoner
Klimaforandringer bærer en del af skylden for iltsvind i havene.
Ilten i verdenshavene forsvinder i en hidtil uset grad.
Det viser en rapport fra 'The International Union for the Conservation of Nature’ (IUCN, red.), der blev præsenteret på COP25 i Madrid lørdag.
IUCN er en uafhængig international organisation, som har til formål at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de naturlige ressourcer.
Som konsekvens findes der nu mange flere steder i verdenshavene, hvor der er såkaldte ’dødszoner’.
Dødzoner er områder i havene, hvor der reelt set ikke findes ilt.
Ifølge Grethel Aguilar, der er direktør i IUCN, bør tilstanden i havene være hovedfokus i klimaforhandlingerne i Madrid.
- Som havene bliver varmere, mister de ilt. Den delikate balance i havet bliver kastet ud i uorden, siger Grethel Aguilar.
Rammer de store dyr
Ifølge videnskabsmænd er antallet af dødszoner firdoblet de seneste 50 år, hvilket betyder, der nu er 700 områder i havene, der betegnes som dødszoner.
I slutningen af 1960’erne var antallet af dødszoner 45.
Eksperterne mener, at årsagen til den kritiske tilstand er klimaforandringerne. Jo varmere havene bliver, jo mindre ilt kan de indeholde.
Alle fisk har brug for ilt. Men især hajer, tun og andre store fiskearter er ifølge eksperter i risiko for at lide under den manglende ilt, fortæller videnskabsfolk til den britiske avis.
Når ilten er væk, er fiskene nødt til at svømme mod overfladen, og her er de mere sårbare for fiskeri.
Problemerne med dødszoner har været kendt i årtier. Men løsninger på problemet har været få.