Udland

Fire truede tigerfostre fundet i en krukke

Den sumatriske tigerart er kritisk truet. Haswandi / Scanpix Denmark

Fem personer er blevet arresteret efter fund af død tiger og fire fostre.

De indonesiske myndigheder gjorde et uhyggeligt fund, da de ransagede et hjem lørdag i byen Teluk Binjai i landets Pelalawan-distrikt.

Efter et tip fra lokalbefolkningen rykkede politi og embedsmænd fra Miljø- og Skovbrugsministeriet ud til distriktet, hvor de fandt en død tiger og dets fire fostre, der lå i en plastikkrukke.

Det rapporterer det statslige nyhedsagentur Antara ifølge CNN.

Her kom det også frem, at tigeren var af den truede art sumatra, som der, ifølge et skøn fra WWF, kun er omkring 400 tilbage af, takket være krybskytteri og skovrydninger. Til sammenligning boede der i 1978 mere end 1000 sumatratigere på øen Sumatra.

Under aktionen blev der også fundet et stykke skind fra en voksen tiger i byen Pangkalan Lesung.

Fem mennesker er i weekenden blevet arresteret og mistænkt for krybskytteriet. De kan hver risikere fem års fængsel og en bøde på 100 millioner rupiah (48.162 danske kroner, red.), hvis de kendes skyldige.

Fandt udsultede cirkustigre

Der er ikke længe siden, at der blev gjort et andet frygteligt tigerfund. Vi skal dog en anelse mere nordpå og skrue tiden en måned tilbage.

I november stoppede hviderussiske toldere en lastbil med ti forsømte og underernærede tigre i hestetransport. Det skete på grænsen mellem Polen og Hviderusland.

Dyrene var udmattede, sultne og smurt ind i deres egen afføring, mens en af tigrene blev fundet død ved kontrollen.

Tigrene var på vej mod et russisk cirkus, men grundet uorden i papirarbejdet blev de stoppet.

En zoologisk have i den polske by Poznan har siden taget de ni tigre ind for at pleje dem.