Udland

Elon Musk frikendt for ærekrænkelse

Tesla-chefen ærekrænkede ikke britisk dykker
Foto: Mike Blake Mike Blake / Ritzau Scanpix

Tesla-chefen ærekrænkede ikke en britisk dykker, da han sidste år kaldte ham en "pædofil fyr", afgør domstol.

Der var ikke tale om ærekrænkelse, da rigmanden Elon Musk sidste sommer kaldte en britisk dykker for en "pædofil fyr".

Det har en distriktsdomstol i Los Angeles i USA fredag afgjort.

Personligt angreb mod britisk dykker

Musk, der er administrerende direktør for elbilfirmaet Tesla, skrev ordene på Twitter i juli sidste år.

De var rettet mod den britiske dykker og huleekspert Vernon Unsworth, som ledede en redningsmission, der gik ud på at redde 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner ud af en grotte.

Det var et uprovokeret angreb på et godmodigt forsøg på at redde børnene.

Kilde: Elon Musk

De var blevet fanget flere kilometer inde i grotten, da den blev oversvømmet.

Redningsaktionen fik international opmærksomhed, og Elon Musk ønskede at hjælpe børnene. Han tilbød at stille en miniubåd fra sit raketselskab SpaceX til rådighed, så den kunne hente børnene ud af hulen i Thailand.

Unsworth svarede på CNN, at Musk kun var ude efter positiv omtale, og at han kunne "stikke sin miniubåd op der, hvor det gør ondt". Miniubåden var ubrugelig til formålet, mente han.

Fortrød angrebet på Twitter

Den kommentar fik Musk til tasterne, og det har han senere beklaget.

- Det var et uprovokeret angreb på et godmodigt forsøg på at redde børnene. Jeg var oprevet. Det var forkert og fornærmende, så jeg fornærmede ham tilbage, sagde rigmanden til de seks nævninger under sagen.

Tesla-ejeren har også inden retssagen undskyldt for sin besked på Twitter, som fik Unsworth til at kræve 190 millioner dollar - knap 1,3 milliarder kroner - fra Elon Musk for den skade, som dykkeren mener, at hans omdømme har lidt på grund af kommentaren.