Udland

Biden kaldte en vælger for "fed" for rullende kameraer - alligevel har han haft en god uge

Selvom sprogbruget ikke var efter bogen, skader det ikke nødvendigvis Bidens bud på at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Den tidligere vicepræsident og nuværende præsidentkandidat Joe Biden er kommet i et politisk stormvejr efter en ophidset diskussion med en vælger i denne uge, hvor Biden blandt andet talte nedladende om landmandens vægt og intellekt.

Ved et vælgermøde i delstaten Iowa beskyldte den 83-årige marinekorpsveteran og landmand Merle Gorman den tidligere vicepræsident for at misbruge sit embede til at skaffe sin søn Hunter Biden et job i bestyrelsen i et ukrainsk energiselskab.

Gorman mener også, at Biden ikke har mere rygrad end præsident Trump, og at Biden med sine 77 år er for gammel til at være præsident.

Denne voldsomme anklage fra vælgeren, som der ikke er skyggen af bevis for, reagerede Biden mildest talt ømfindtligt på.

Den tidligere vicepræsident blev tydeligt oprevet og karakteriserede Gorman som "en forbandet løgner" samt "fed", og i bedste Donald Trump-stil udfordrede han pensionisten til en konkurrence i armbøjninger, en løbetur eller en iq-test.

Biden trækker ikke i land

Bidens nedladende karakteristik af Gormans korpus har kandidaten og hans stab ihærdigt forsøgt at benægte efterfølgende, selvom det fremgår klokkeklart af samtalen, at den tidligere vicepræsident sagde "hør her, fede" og ikke "hør her, fakta", som Bidens folk påstår.

Det kluntede forsøg på at benægte det åbenlyse fik blandt andet en bruger på det sociale medie Twitter til at foreslå et nyt valgslogan til den tidligere vicepræsident.

Bliver udfaldet et stort problem for Biden?

Det er svært at sige, men jeg tror umiddelbart ikke, at sagen bliver et problem for Biden.

Nogle vil mene, at udfaldet var det ultimative minusmenneske-moment. At man som tidligere vicepræsident og potentiel amerikansk præsident ikke må synke så lavt, som Biden gjorde med sine udfald.

Men den udlægning deles nok primært af amerikanere, der alligevel ikke ville overveje at stemme på Biden. Som eksempelvis Merle Gorman, der har udtalt, at han agter at stemme på sådan cirka enhver anden demokrat end Biden ved primærvalget.

Eller folk, der hænger for meget ud i deres venstreorienterede ekkokamre på Twitter, hvor Biden bliver dømt ude på nærmest daglig basis. Som den konservative redaktør Noah Rothman formulerede det:

- Hvis Bidens mundværk skulle ødelægge ham, var han blevet ødelagt for længe siden.

Andre vil til gengæld anføre, at det netop er denne no-nonsense-attitude, der gør, at Joe Biden fortsat er det bedste bud på at blive Demokraternes næste præsidentkandidat.

Ironisk nok skete sammenstødet netop under en del af Bidens ”No Malarkey” (no-nonsens, red.)-bustur.

For nogle vælgere var det faktisk nærmere befriende at se, hvordan vicepræsidenten (endelig) kastede sig ud i et fuldbyrdet forsvar for sin søn, der i månedsvis har været omdrejningspunkt for republikanske konspirationsteorier.

En god uge for Biden

Zoomer man lidt ud fra episoden og sætter sig i helikopteren, må man sige, at det har været en overordentlig god uge for Biden.

En potentiel rival, Kamala Harris, trak stikket, mens en anden fremadstormende kandidat, Pete Buttigieg, er kommet under beskydning for sin fortid hos konsulentfirmaet McKinsey.

Samtidig kastede den tidligere demokratiske præsidentkandidat og forhenværende udenrigsminister John Kerry sin støtte bag Bidens kandidatur. En cementering af, at Biden er den moderate fløjs klare frontfigur i denne omgang.

Læg dertil, at Bidens primære modkandidat, den venstreorienterede senator Elizabeth Warren, i ugevis har været i en vælgerkrise og set sin opbakning dykke i meningsmålingerne, både nationalt og i de første primærvalgsstater, Iowa og New Hampshire.

Med andre ord må man konstatere, at det er fede tider for Joe Biden, selvom den tidligere vicepræsident i fremtiden nok burde afholde sig fra at udskamme utilfredse landsmænd som Merle Gorman.

Men selv på den front var der lidt gode nyheder at hente: Gorman har nemlig udtalt, at han agter at stemme på Biden ved selve præsidentvalget i november, skulle den tidligere vicepræsident ende med at blive Demokraternes kandidat.