Udland

NATO's ønske blev opfyldt, siger korrespondent - her er fire højdepunkter fra topmødet

NATO-landenes ledere er rejst hjem fra London, men hvad står tilbage efter topmødet? Få overblikket her.

To dages NATO-topmøde i London er slut. Et topmøde, der nok især vil blive husket for en video, hvor fire regeringsledere blev fanget på video, mens de morede sig kosteligt over USA's præsident, Donald Trump.

Men det var også et topmøde, som forsvarsalliancen kom styrket ud af. Det vurderer TV 2-korrespondent Lotte Mejlhede:

- Stoltenbergs (NATO's generalsekretær, red.) ønske blev opfyldt: Alle lederne talte i sidste ende om ikke alliancen op så i hvert fald ikke ned. Musketer-eden, en for alle og alle for en, blev cementeret.

Men det er stadig en alliance, som ikke har en fælles definition på terrorisme, som har Tyrkiet som et alt for russervenligt smertensbarn, og som stadig er langt fra samlet set at nå målsætningen på to procent af BNP i forsvarsudgifter per medlemsland, lyder det fra Lotte Mejlhede:

- Trump var dog generelt tilfreds, da han fløj afsted i sin helikopter, også selv om han ikke var imponeret over den canadiske leder efter at denne angiveligt havde gjort grin med ham på en lækket video.

Herunder får du fire højdepunkter fra topmødet:

Fire ting vi vil huske fra NATO-topmødet

  1. Trump og Macron i ordkrig

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, indledte tirsdag NATO-topmødet i London ved at lange ud efter Frankrig, som den seneste måned har indtaget rollen som alliancens sorte får.

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde i november i et interview med nyhedsmagasinet The Economist, at NATO er "hjernedød".

    Og det er faldet Donald Trump for brystet.

    - Det er en meget, meget modbydelig kommentar over for de andre 28 lande, sagde Donald Trump tirsdag morgen.

    Macron forklarede sig i interviewet fra november med, at den gamle forsvarsalliance mangler koordinering mellem Europa og USA.

    - Det er noget af en udtalelse, når man har så store problemer i Frankrig med De Gule Veste for eksempel. Man kan ikke sige den slags om NATO. Det er meget respektløst, sagde Donald Trump.

    - Der er ingen, der har mere brug for NATO end Frankrig. Det er derfor, det er en meget farlig udtalelse at komme med.

    De to ledere endte dog med rede trådene ud på et pressemøde, hvor Trump blandt andet sagde, at "tingene i løbet af kort tid vil se rosenrøde ud" mellem USA og Frankrig.

  2. Ledere morede sig over Trump

    USA's præsident, Donald Trump, holdt sig ikke tilbage ved tirsdagens pressemøder i anledning af NATO's 70-års fødselsdag som forsvarsalliance.

    Som regel er presseseancerne ganske korte. Men Donald Trump snakkede sammenlagt flere timer om alt fra Frankrigs skat på amerikanske tech-virksomheder til Demokraternes forberedelse af en mulig rigsretssag hjemme i USA.

    Og det morede nogle af hans NATO-kolleger sig over senere samme aften, hvor de blev fanget på video, da de var til reception på Buckingham Palace.

    Canadas premierminister, Justin Trudeau, blev filmet, mens han snakkede og grinede med Storbritanniens Boris Johnson, Frankrigs Emmanuel Macron og Hollands Mark Rutte.

    Statslederne siger aldrig ved navn, hvem de snakker om. Men Justin Trudeau har onsdag indrømmet, at de fire morede sig over Trump.

    Videoklippet fik onsdag Trump til at lange ud efter Justin Trudeau.

    - Han er en mand, der taler med to tunger, sagde Donald Trump.

  3. Mette F. og Trump snakkede kampfly

    Den danske statsminister Mette Frederiksen mødtes onsdag med USA's præsident, Donald Trump, under topmødet.

    Her lovede statsministeren, at Danmark vil bidrage med yderligere fire kampfly til NATO-styrken.

    Danmark har i forvejen lovet at stille fire fly til rådighed for NATO. Så der bliver nu tale om otte kampfly, men kun i to år.

    - Der er et ønske om yderligere fire fly i 2020 og 2021. De er en del af det NATO-beredskab, som vi i forvejen indgår i. Det er en forlængelse af det arbejde, vi er i gang med allerede, uddybede statsministeren efter mødet med Trump.

    Mette Frederiksen understregede, at Trumps forslag om at købe Grønland ikke blev vendt på mødet.

    - Vi har ikke berørt det emne, og det forventer jeg heller ikke, vi kommer til på et senere tidspunkt, sagde statsministeren og tilføjede, at de to statsledere svingede godt sammen og havde en meget direkte dialog.

    - Der er ikke så meget, der bliver pakket ind. Det tror jeg er godt i et internationalt samarbejde, lød det fra statsministeren.

  4. Tyrkiet bøjer sig, og forsvarsplan for Baltikum blev vedtaget

    Stats- og regeringscheferne i NATO nåede onsdag nået til enighed om en revision af en forsvarsplan for de baltiske lande og Polen.

    Det var dog ikke selve forsvarsplanen, der vakte opsigt, men snarere at dens vedtagelse betød, at Tyrkiet havde droppet et ultimatum mod aftalen.

    Tirsdag sagde den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at Tyrkiet vil modsætte sig NATO’s planer om et forsvar af de baltiske stater, hvis ikke alliancen anerkender de grupper, som tyrkerne kæmper imod, som terrorister – blandt andet i Syrien.

    NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg sagde, at han har haft en god dialog med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Nordmanden vil ikke kommentere, hvad Erdogan sagde på dette bilaterale møde. Det fremgår derfor ikke, hvad der har fået Erdogan til at trække i land.