Udland

Kontroversielt slovakisk lovforslag: Ingen abort, før du har hørt fostrets hjerte

Det slovakiske lovforslag stigmatiserer kvinder og kan afskrække dem fra at få en abort, advarer Amnesty.

Vil kvinder i Slovakiet have en abort, skal de fremover først se ultralydsscanninger af fostret og lytte til dets hjerte slå.

Sådan lyder et omstridt lovforslag, der torsdag skal til afstemning i det slovakiske parlament ifølge nyhedsbureauet AP.

Det vil være et alvorligt tilbageskridt for kvinders ret til at tage beslutninger om deres egen krop

Helle Jacobsen, Amnesty Danmark

Forslaget er fremsat af tre medlemmer af det konservative Slovakiske Nationalparti og har til formål "at sikre, at kvinder er informerede om fostrets tilstand", inden en graviditet stoppes.

De tre parlamentsmedlemmer skriver, at loven vil have "en positiv effekt på ægteskab, forældreskab og familie," og understreger at "samfundet ikke anser abort for en god løsning."

Slovakker demonstrerer både for og imod

Men forslaget møder modstand fra både menneskerettighedsorganisationer og politiske modstandere - blandt andre Silvia Shahzad fra det slovakiske Parti for Almindelige og Uafhængige Mennesker.

- At forsøge at ændre kvinders mening om deres graviditet med denne slags pres, er ikke acceptabelt, siger hun.

Det slovakiske parlament har allerede fire gange i september afvist forslag om afskaffelse eller begrænsning af fri abort, men dette lovforslag er det første, der er nået frem til afstemning.

Som lovgivningen er nu, har kvinder ret til fri abort de første 12 uger, men emnet debatteres flittigt i det overvejende katolske land, og i denne uge gik tusinder af demonstranter både for og imod fri abort på gaden i hovedstaden Bratislava.

Kan afskrække kvinder fra abort

Amnesty International har i sidste uge sammen med flere end 30 andre menneskerettighedsorganisationer bedt det slovakiske parlament om at nedstemme forslaget.

Ifølge programleder for køn ved Amnesty Danmark Helle Jacobsen vil loven nemlig begrænse kvinders grundlæggende frihed.

- Det er i strid med internationale menneskerettigheder. Bliver det her lovforslag vedtaget, vil det være et alvorligt tilbageskridt for kvinders ret til at tage beslutninger om deres egen krop i Europa, siger hun.

Helle Jacobsen frygter, at en tvungen ultralydsscanning og afspilning af et uønsket barns hjerterytme kan være en så ubehagelig oplevelse, at det kan afskrække nogen fra at få foretaget en abort.

Samtidig mener Amnesty Danmark, at der er en risiko for, at loven kan sprede sig som ringe i vandet.

- Udover at det vil påvirke slovakiske kvinder, er vi også bekymrede for, at forlaget også kan inspirere andre. I de seneste år har blandt andre Polen behandlet en række forslag, der også ville indskrænke kvinders ret til abort, siger Helle Jacobsen.