Derfor blev 'den kvindelige Obama' valgkampens store skuffelse
På papiret var Kamala Harris en stærk kandidat med et tårnhøjt potentiale. I realiteten blev hun en opportunistisk papirtiger.
På bare seks måneder gik den californiske senator Kamala Harris fra at være en af favoritterne som Demokraternes næste præsidentkandidat til at droppe helt ud af præsidentræset.
Tilbage i januar måned, da senatoren annoncerede sit kandidatur foran 20.000 mennesker, blev Harris af mange analytikere og bookmakere anset for at være det mest oplagte bud på præsident Trumps kommende modstander.
11 måneder senere kæmpede selvsamme kvinde - der i næsten et årti er blevet udråbt til at være 'den kvindelige Obama' - med en uortodoks entreprenør og politisk grønskolling ved navn Andrew Yang om at være 'best of the rest' i det rekordstore demokratiske felt af præsidentkandidater.
Vel at mærke i et snegleræs, hvor Harris i gennemsnit kun fik mønstret sølle tre-fire procents opbakning på nationalt plan og i de første fire primærvalgstater. Selv på hendes politiske hjemmebane i Californien stod Harris til at blive ydmyget og ikke engang få ti procent af stemmerne.
Når man samtidig er ved at løbe tør for penge til at føre valgkamp, som Harris var, er det på tide at trække stikket. Konsekvensen blev, at Demokraternes angivelige kommende superstjerne vil blive husket som 2020-valgkampens største skuffelse.
Hvad gik der galt for Harris?
Det korte svar er: Ganske meget. Det længere svar kommer nu.
Som skribenten Perry Bacon Jr. fra hjemmesiden FiveThirtyEight bemærkede tilbage i januar, da Harris annoncerede sit kandidatur, så var der ”måske ikke nogen anden kandidat, der bedre illustrerer, hvordan det moderne Demokratiske Parti har ændret sig i de seneste årtier med hensyn til identitet og ideologi”.
Men i praksis viste Kamala Harris sig at være en papirtiger, der ikke formåede at omsætte potentialet.
Senatorens politiske profil som den angivelige bløde mellemvare mellem partiets moderate fløj repræsenteret af Joe Biden på den ene side og Demokraternes progressive fløj med Elizabeth Warren og Bernie Sanders på den anden side, viste sig at være hverken fugl eller fisk for vælgerne.
I praksis var Kamala Harris en uorganiseret populist.
Senatoren fremstod alt for udspekuleret – eksempelvis med sit plumpe angreb på Joe Biden under den første tv-debat tilbage i juni måned - og med sine gentagne kovendinger eksempelvis på sundhedsområdet og de mange indstuderede og fokusgruppetestede talestreger. Alt sammen elementer, der var medvirkende til, at senatoren ikke formåede at opbygge en troværdig politisk profil, der skilte sig ud fra mængden.
Som journalisten Chris Cillizza så rammende formulerede det: ”Kamala Harris prøvede at være alt for alle – og fejlede”.
Fortællingen og fokusgrupperne
Det samme må man sige om senatorens personlighedspitch. Harris havde igennem sin fortid som offentlig anklager i Californien og i sin korte tid i Senatet – hun blev valgt i 2016 – markeret sig som en skarp afhører.
Hendes valgslogan, "Kamala Harris, for the people", var en åbenlys reference til netop fortiden som offentlig anklager og skulle ydermere bruges til at lancere en fortælling om en sej, principfast og frygtløs kvinde, der ikke var bange for at gå i infight med sine politiske modstandere.
Endnu en gang vældig fint i teorien.
I praksis blev det til gengæld hurtigt tydeligt, at senatorens forsøg på at iscenesætte sig selv som den knivskarpe anklager, der i folkets navn ville smide Donald Trump ud af Det Hvide Hus, ikke engang formåede at begejstre den store masse af Trump-hadende demokrater i tilstrækkelig grad.
Samtidig var fortiden som tidligere anklager i Californien en torn i øjet på partiets venstrefløj, hvorfor senatorens rådgivere ønskede at nedprioritere fortællingen igen.
Med andre ord endnu et eksempel, der er med til at understrege, at Kamala Harris ikke som lovet repræsenterede et klart politisk program og principfasthed, men opportunisme og monotone fokusgruppetestede talestreger, der ironisk nok ikke engang formåede at fange vælgerne.
Harris-hypen
At Kamala Harris går over i historiebøgerne som 2020-valgkampens store skuffelse hænger i høj grad sammen med den hype og det store forventningspres, som den angiveligt kommende superstjerne blev mødt med, ikke mindst af medierne og meningsdannerne.
Som jeg allerede skrev tilbage i juli måned, så har det været surrealistisk at se en præsidentkandidat med så moderat opbakning i meningsmålingerne blive hypet af så mange.
Selv da senatoren ifølge mange USA-kendere stod stærkest i løbet af foråret og især i sommers, talte tallene deres tydelige sprog.
Kamala Harris var ikke i nærheden af at føre i de nationale meningsmålinger eller i de første primærvalgdelstater. Faktisk langt fra. I Iowa og New Hampshire ramte hun stadig ikke engang ti procents opbakning.
Senatoren var heller ikke exceptionelt god til at indsamle valgdonationer på tidspunktet og havde heller ikke flest støtteerklæringer fra partifællerne.
Med andre ord var der i årets løb på intet tidspunkt dokumentation for, at Kamala Harris skulle have været det mest logiske bud på at blive Demokraternes næste præsidentkandidat. Selv på de tidspunkter, hvor hun stod stærkest, var senatoren relativt svag.
Hvilket ydermere understreger pointen, at 'den kvindelige Obama' var en papirtiger, der i praksis aldrig formåede at forløse sit potentiale.