Udland

Færøernes regering forbyder tv-indslag om hemmeligt Kina-møde

20 minutter før den færøske TV-avis skulle rulle over skærmen, modtog kanalen et fogedforbud fra landsstyret.

Den færøske tv-station Kringvarp fik mandag forbud mod at sende en historie om et møde mellem den kinesiske ambassadør i Danmark og topfolk fra det færøske landsstyre.

20 minutter før den færøske tv-avis skulle rulle over skærmen, modtog kanalen et fogedforbud fra landsstyret.

Kringvarps nyhedschef, Georg Petersen, kalder sagen for "helt ude i hampen".

- Jeg har arbejdet i ledende stillinger i mediebranchen siden 1995. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Georg Petersen til Berlingske.

I stedet for nyhedsindslaget sagde tv-værten indledningsvis:

- Godaften og velkommen til Dagur og Viku mandag aften den 2. december. Landsstyret var i november til møde med repræsentanter for den kinesiske regering, men vi kan ikke fortælle jer, hvad der skete på mødet.

Færøerne i et minefelt

Nyheden om det mørklagte møde kommer på et tidspunkt, hvor det diskuteres, om den kinesiske tech-gigant Huawei skal stå for implementeringen af 5G på Færøerne.

Det har placeret Færøerne i et minefelt mellem Kina og USA. Lørdag advarede færøske politikere i Berlingske om, at sagen risikerer at skade forholdet mellem det danske rigsfællesskab og Kina.

Sagen eskalerede i sidste uge, da USA’s ambassadør i Danmark, Carla Sands, i en kronik i den færøske avis Sosialurin advarede Færøerne mod at udbygge deres 5G-netværk med teknologi fra Huawei. Det færøske 4G-netværk er fra Huawei, og man har nu konkrete planer om at udbygge til 5G fra samme udbyder. Det skriver Sosialurin.

Carla Sands skriver blandt andet i sin kronik:

- Hvorfor bekymre sig om det? For det første er Færøerne afhængige af kinesisk teknologi gennem Huawei til deres 4G-netværk. Det er det samme firma, der står bag teknologien, som Kina bruger i Xinjiang-provinsen til at undertrykke Uighur-muslimer, og som bliver brugt af andre autoritære regimer i Iran, Venezuela og Nordkorea.

Et spil mellem stormagter

Nyhedschefen på Kringvarp Føroya, Georg Petersen, kan på grund af fogedforbuddet ikke be- eller afkræfte, om det mørklagte møde handlede om Færøernes samarbejde med Huawei. Han vil kun sige, det handler om et spil mellem stormagter.

- De færøske politikere bliver måske klemt mellem to politiske stormagter og ved ikke, hvordan de skal forholde sig til det, siger han til Berlingske.

Formanden for det færøske journalistforbund, Jón Brian Hvidtfeldt, kalder sagen ”helt, helt usædvanlig”. Han forventer, at fogedforbuddet vil blive afvist, når det bliver prøvet i retten.

Forbuddet har imidlertid allerede gjort skade, siger Jón Brian Hvidtfeldt:

- Det bekymrende er, at det forhindrer journalister i at gøre deres arbejde. Vi er sat i verden for at fortælle den brede befolkning, hvad der sker. Og det er jo ikke første gang, vi har kinesiske embedsfolk på besøg.

Berlingske har været i kontakt med Huawei, men selskabet ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Læs hele Krigvarps meddelelse til seerne her:

Godaften og velkommen til Dagur og Viku mandag aften den 2. december. Landsstyret var i november til møde med repræsentanter for den kinesiske regering, men vi kan ikke fortælle jer, hvad der skete på mødet.

Kringvarp fik for 20 minutter siden fogedforbud imod at oplyse, hvad der skete på mødet. Det, vi kan sige, er, at mødet var ønsket af den kinesiske ambassade.

I mødet deltog den kinesiske ambassadør med embedsfolk, lagmand Bárur á Steig Nielsen og Jørgen Niclasen, landsstyremand med ansvaret for Føroya Tele.

Departementschefen med embedsfolk var også til stede på mødet. Erhvervsministeriet har via sin advokat bedt og fået fogedretten til -at nedlægge forbud imod, at Kringvarp oplyser om, hvad der skete på mødet 11. november.

De oplysninger, vi bringer her, har Kringvarp fået via almen indsigt. Vi kan derfor kun bringe de faktuelle oplysninger om mødet med Kina men ikke noget om selve mødet.

Fogedforbuddet vil blive prøvet i retten en af de kommende dage.