Død hval eksploderede på stranden med 100 kilo skrald i maven
Ifølge skotske havdyrseksperter er det uklart, om det var skraldet i maven, der kostede kaskelothvalen livet.
Plastik, handsker, reb og andet skrald er blevet fundet i maven på en kaskelothval, der for få dage siden skyllede op på en strand i det vestlige Skotland.
I alt blev der fjernet 100 kilo skrald fra hvalens mave.
Det oplyser The Scottish Marine Animal Strandings Scheme (SMASS), en organisation, der undersøger hvalers og delfiners død, på deres Facebook-side.
- Alt dette materiale var i en kæmpe kugle i maven, og noget af det så ud, som om det havde været der i et godt stykke tid, skriver organisationen.
Eksploderede da de stak i maven
Kaskelothvalen var omtrent 14 meter lang og vejede 26.000 kilo, og SMASS mener, at den strandede et par dage før, de fandt den på Isle of Harris.
Da hvaler er så godt isoleret med hvalspæk, bevarer de kropsvarmen, selv om temperaturerne uden om dem falder ned mod frysepunktet. Det betyder, at de hurtigt går i forrådnelse, og at gasser kan udvikle sig indeni dem.
Så da medarbejdere fra den skotske organisation gennemborede huden på den strandede hval med en kniv, eksploderede dens mave i den forstand, at tarmene sprang ud af kroppen på den. Det viser en video, SMASS har delt på Facebook.
Det er ifølge de skotske havdyrseksperter uklart, om det var plastikkuglen, der kostede kaskelothvalen livet.
Beboer: - Det er uendelig trist
Men de lokale, der fandt den døde hval, ser den som et eksempel på et voksende problem med plastikforurening i verdenshavene.
- Det var uendelig trist, især da man så det fiskenet og affald, der kom ud af dens mave, siger Dan Parry til BBC.
Han går tur på stranden næsten hver dag og har altid en pose med til at samle skrald, og han mener, at det meste stammer fra fiskeriet.
Kaskelothvalen er nu blevet begravet på stranden.
Hvalen er den tredje i år, der er strandet med store mængder plastik i maven.
I april skyllede en hval op på en strand i Italien med 22 kilo skrald i maven, mens en anden hval skyllede op på en strand i Fillippinerne i marts med 40 kilo skrald i maven.