Britisk valg

Dagen derpå: Alt du skal vide om det britiske valg

Johnson kan fejre en knusende sejr, mens Corbyn led et sviende nederlag. SNP kræver afstemning om Skotlands afhængighed, og Brexit er nu helt tæt på.

SÅDAN GIK VALGET

Kan I opsummere valget på 58 ord?
Johnson - her med kæresten Carrie Symonds på vej ind i 10 Downing Street.

Det kan TV 2 Nyhedernes Poul Erik Skammelsen:

En overvældende sejr til De Konservative. Et Labour, der har lidt et sviende nederlag. Og så er der Skotland, der giver 48 ud af 59 mandater til det skotske nationalistparti til SNP. Det bringer hele uafhængighedsspørgsmålet tilbage. Og så er der dét, der hænger over det hele. Nemlig Brexit, der nu kommer til at ske 31. januar 2020.

Hvor stort vandt Johnson?
Boris Johnson taler efter valget.

Boris Johnson er kendt for at tale både frit og yderst bramfrit, så han ville nok sige: Fandens stort.

Og det er da også et historisk valgresultat.

Efter at de konservative har mistet to premierministre over Brexit-håndteringen de seneste år, så er det lykkedes Johnson at sikre et solidt flertal, der ikke er set siden Margaret Thatcher-tiden i 1987.

Johnson står til en fremgang på 47 mandater – det er i alt 364 af de 650 pladser i parlamentet.

Den britiske avis The Sun - der er kendt for sin støtte til Johnson - har premierministeren på forsiden med teksten “The dog’s bollox”.

Løst oversat betyder det engelske ordsprog noget i retning af, at resultatet er så fremragende, at det svarer til hundes lyst til at slikke sig selv mellem benene.

Hvor stort tabte Corbyn?
Jeremy Corbyn på valgnatten.

Corbyn tabte så stort, at han måtte trække sig og forlade britisk toppolitik for altid. Og det giver umiddelbart god mening.

For efter valgresultat blev kendt, så var der ikke mange venner tilbage. Alan Johnson, tidligere indenrigsminister for Labour, sagde blandt andet:

- Vi vidste, at han ikke var i stand til at lede. Vi vidste, at han var værre end slem og manglede alle kvaliteter til at være en leder. 

Arbejderpartiet Labour gik tilbage fra 262 til 203 pladser i parlamentet, og Labour har således ikke haft et dårligere valgresultat siden 1935.

Altså i 84 år.

- Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg ikke vil være leder for partiet i fremtidige valg, sagde Corbyn i sin tale natten efter valgaftenen, hvor han dog ikke erklærede, at han trak sig øjeblikkeligt.

I stedet vil han ”deltage i diskussionerne i vores parti for at sikre en proces, hvor vi reflekterer over dette resultat og over den fremtidige politik”.

- Jeg vil lede partiet under denne periode for at sikre, at vi får diskuteret disse ting, og at vi kommer videre, sagde Jeremy Corbyn

Tabte en partileder sin plads?
Jo Swinson.

Ja – ret overraskende.

Jo Swinson fra De Liberale Demokrater blev ikke genvalgt, da hun tabte med 149 personlige stemmer.

Partilederen fik samtidig et ikke-imponerende valg trods en storstilet kampagne, der primært handlede om at give folket en ny afstemning om Brexit.

Swinson trak sig derfor på valgnatten som leder af De Liberal Demokrater.

Partiet vil gennemføre et formandsvalg og vælge ny leder i det nye år.

Hvorfor er valgresultatet vigtigt for én dansk politiker?
Linea Søgaard-Lidell - nu skal hun til Bruxelles.

Johnsons valgresultat er – på en lidt forunderlig vis – helt afgørende for Venstres 32-årige Linea Søgaard-Lidell fra København.

Hun skal nu til Bruxelles som medlem af Europaparlamentet.

I alt 27 andre europæiske politikere indtager deres pladser i Bruxelles, når briterne i begyndelsen af det nye år forlader EU – og således også siger farvel til de britiske medlemmer af Europaparlamentet.

- Det er en rigtig dejlig nyhed på det helt personlige plan, og det er lidt mærkeligt, for i sin tid så jeg nødigt, at briterne smuttede, men i dag er jeg faktisk ret glad. Jeg er enormt lettet ved udsigten til afklaring, siger hun.

Linea Søgaard-Lidell blev valgt ved valget til Europaparlamentet i maj, men har altså måtte vente på resultatet af det britiske valg med rent faktisk at skulle pakke flyttekasserne.

Hvad med Thornings mand?
Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt.

Han er stadig med. 

Selvom Labour gik voldsomt tilbage, så blev Stephen Kinnock, der er gift med Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, genvalgt i valgkredsen Aberavon i Wales.

Kinnock gik dog lidt tilbage på de personlige stemmetal.

I alt stemte 17.008 på Kinnock, mens Charlotte Lang fra Det Konservative Parti blev nummer to med 6518 stemmer.

Ved valget i 2017 fik Stephen Kinnock over 22.600 stemmer.

Kan jeg få valget i ni tal?
Elmo - og Boris Johnson.
  • 25.351 - personlige stemmetal for Boris John i valgkredsen Uxbridge and South Ruislip.
  • 1935 - sidste gang, at Labour havde så dårligt et valg.
  • 364 - De Konservatives flertal i parlamentet.
  • 221 - rekordhøjt antal kvinder i parlamentet. Den hidtidige rekord var 208.
  • 67,2 - så mange procent stemte ved valget. Lidt færre end i 2017.
  • 55 - så gammel er Boris Johnson, fortsat premierminister.
  • 49 - antal dage Storbritannien har tilbage i EU.
  • 48 - antal sæder til det skotske nationalistparti SNP i Skotland. Ud af 59.
  • 0 - antal pladser i parlamentet til Brexit-partiet.
Hvor kan jeg se valgresultatet i detaljer?

Det kan du da lige her.

Hvad så nu med...

Labour?
Jeremy Corbyn - vil træde tilbage, men ikke lige nu, siger han.

Partiet skal finde en ny formand efter et historisk dårligt valg.

Det afgørende spørgsmål i første omgang er dog om det er nu, der skal skiftes formand - eller først senere.

Corbyn vil foretrække det sidste, sagde han i sin tale efter valgresultat var kendt. Her erklærede han, at han nu vil ”deltage i diskussionerne i vores parti for at sikre en proces, hvor vi reflekterer over dette resultat og over den fremtidige politik”.

- Jeg vil lede partiet under denne periode for at sikre, at vi får diskuteret disse ting, og at vi kommer videre, sagde Jeremy Corbyn.

Det er dog langt fra sikkert, at han får lov til at sidde, mens disse diskussioner pågår. 

Men hvem tager så over? Her er de bedste bud fra de britiske aviser.

Skotland?
Nicola Sturgeon.

Det Skotske Nationalpartis leder, Nicola Sturgeon, vil efter valgresultatet presse på for en afstemning om selvstændighed for Skotland.

- I betragtning af hvordan England har stemt, ser det ud til, at Brexit vil ske, siger SNP-lederen.

Ved folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU i 2016 stemte et flertal af skotterne for at forblive en del af EU.

- Vi vil ikke have en Johnson-ledet regering. Vi vil ikke forlade EU, og vi vil have lov at bestemme vores egen fremtid, siger hun til BBC.

Ved valget fik SNP hele 48 ud af 59 sæder i Skotland. Det er en fremgang på 13 sæder. 

Irland?

På længere sigt kan valgresultatet få stor betydning for Irland, men hvad det præcist betyder, er det for tidligt at sige.

Når Brexit gennemføres vil Irland fortsat være en del af EU, mens Nordirland – som en del af Storbritannien – vil være ude af EU.

Det har fået nogle kræfter til at tale om at samle Irland og Nordirland til ét land. Det er dog helt uklart, hvor dybt dette ønske stikker.

Nordirland har ved valget taget en drejning mod nationalisme fremfor unionisme.

Med 47,1 procent af de nordirske stemmer er Sinn Fein således valgets store vinder i Nordirdland, og partiet indtager størstedelen af Nordirlands i alt 18 sæder i det britiske parlament.

 

Brexit-partiet?
Nigel Farage - ingen pladser til ham og Brexit-partiet.

The Brexit Party, der er stiftet af en af Storbritanniens mest højlydte Brexit-fortaler Nigel Farage, får ikke én eneste plads i parlamentet.

Nigel Farage trådte i juli 2016 tilbage som leder af det britiske højrepopulistiske og euroskeptiske uafhængighedsparti, UK Independence Party (UKIP).

Fremtiden for hans nye parti er nu ret tvivlsom.

Pundet?

Det britiske pund steg efter de første valgresultater til det højeste niveau siden maj 2018.

Reaktioner

Hvad siger Mette Frederiksen?
Johnson og Mette Frederiksen.

Den danske statsminister hæfter sig ved det solide mandat, som Boris Johnson har fået.

- Jeg tror, at vi ser Brexit om ganske kort tid, og så synes jeg, at Johnsons idé om, at vi tager en relativt kort forhandlingsperiode derefter for at få det hele på plads, faktisk er den rigtige måde at gøre det på, siger Mette Frederiksen.

Hvad siger Trump?
Johnson og Trump.

Den amerikanske præsident har været kendt som en god ven af Boris Johnson.

Kort efter valgresultatet var afsløret, skrev Trump på Twitter, at Storbritannien og USA nu er fri til at lave en massiv ny handelsaftale efter Brexit.

- Denne aftale har potentiale til at blive meget større og lukrativ end nogen anden aftale, som kunne være blevet lavet med EU, skrev Donald Trump og tilføjede:

- Fejr Boris!

Hvad siger Merkel?
Johnson og Merkel.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, tilbyder efter valgsejren til den konservative britiske premierminister, Boris Johnson, samarbejde og venskab.

- Tillykke Boris Johnson med denne klare valgsejr. Jeg ser hen til vort fremtidige samarbejde frem mod venskab og et tæt partnerskab mellem vores lande, siger Merkel i en erklæring, som hendes talsmand har lagt på Twitter.

Og hvad med Brexit?

Hvornår træder Brexit i kraft?
Johnson på vej til møde med dronningen efter valgsejren.

Storbritannien vil nu ret sikkert forlade EU 31. januar næste år.

- Jeres stemme er blevet hørt, og vi vil forlade EU 31. januar 2020 uden nogen forbehold, sagde premierminister Boris Johnson i sin tale efter valgresultatet.

Johnson udskrev valget, da han mente, at parlamentet stod i vejen for, at han kunne få de afgørende love gennem parlamentet. 

Det vil han nu kunne gøre uden problemer.

- Parlamentet skal ændre sig, så det arbejder for jer, folket, sagde Johnson i sin tale og afsluttede med ordene:

- Lad os få klaret Brexit. Men først - lad os få klaret morgenmaden.

Skal Johnson lave en handelsaftale?

Ja, der skal formentlig laves en del. For arbejdet med Brexit slutter på ingen måder den 31. januar næste år.

Der udestår blandt andet egentlige handelsaftaler med EU, USA og mange andre større nationer.

Det har tidligere været fremme, at disse aftaler vil tage op til syv år at forhandle, men det har Johnson pure afvist. Han mener, at han kan lukke en handelsaftale med EU i løbet af 2020.

Arbejdet begynder mandag, når Johnson har haft en god lang weekend.

Hvem fandt egentlig på Brexit?

Tro det eller ej, men ideen opstod over en pizza i Chicago.

Læs vores gennemgang: Brexit blev født over en pizza i Chicago – idémanden tænker på det hver eneste dag.

 

Hvor kommer ordet Brexit fra?

Det er den britiske advokat Peter Wilding, der står fadder til ordet Brexit.

Brexit er en sammentrækning af ordene Britain og exit, og det er blevet den gængse betegnelse for Storbritanniens udtrædelse af EU.

Peter Wilding brugte ordet første gang i maj 2012 i forbindelse med artiklen ’Stumbling towards the Brexit’ - fire år før den britiske folkeafstemning fandt sted. Wilding er indædt Brexit-modstander og er rent faktisk ked af, at han opfandt betegnelsen.

Brexit blev kåret til ’årets ord’ i Storbritannien i 2016.

Får vi en Brexit-afstemning i DK?

Det er der foreløbig intet, der tyder på.

Ideen har været vendt et par gange, men er hver gang blevet skudt ned af de fleste partier i Folketinget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har offentligt sagt nej tak.

- Man kommer ikke til at høre mig anbefale, at Danmark skal træde ud af EU, for vi kan ikke noget uden de andre, sagde hun i 2016 til Berlingske.

Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen sagde det samme, da han var statsminister.

- Venstre kommer aldrig til at sidde i en regering, der som en del af regeringens handlingsprogram har den tanke at sætte en proces i gang, der vil føre til, at vi melder os ud af EU. Det kommer ikke til at ske, lød det.