Britisk valg

Brexit i spil: Alt du skal vide om det britiske valg

Johnson og Corbyn - en af dem bliver formentlig premierminister.

Johnson møder Corbyn i det mest afgørende britiske parlamentsvalg i nyere tid. Brexit og Skotlands uafhængighed er på højkant.

VALG I STORBRITANNIEN

Kan I forklare mig valget på 87 ord?
Boris Johnson og Jeremy Corbyn. En af dem er formentlig premierminister efter valget.

Ja, selvfølgelig:

Den konservative Boris Johnson er premierminister - og det vil han frygteligt gerne blive ved med at være, så han kan få gennemført den mest omfattende britiske politiske beslutning i moderne tid:

At forlade EU hurtigst muligt. 'BoJo' - som de kalder ham - elsker Brexit

Jeremy Corbyn vil omvendt genforhandle aftalen med EU og udskrive endnu en folkeafstemning om Brexit. Måske ender Corbyns plan med, at Brexit bliver aflyst?

Der er pænt stort drama om valgresultatet, der bliver klart i løbet af natten til 13. december. 

Handler valget i virkeligheden kun om Brexit?
Boris Johnson under valgkampen på hospitalet King's Mill i Mansfield.

Ikke helt.

For ja: Brexit er ubetinget det største emne i medierne under valgkampen, men ét andet emne er næsten lige så stort - eller i nogle målinger større - hos vælgerne:

Nedslidte hospitaler, lange ventetider og mangel på læger og sygeplejersker.

Briterne er trætte af kvaliteten i deres nationale sundhedsvæsen NHS.

Begge store partier - Labour og De Konservative - er enige om, at der skal bruges flere penge på sundhed, men præcist hvordan er der stor uenighed om.

Man kommer heller ikke uden om klimaet, der også har spillet en rolle i valgkampen.

Er det rigtigt, at vælgerne skal stemme på pubber?
En mand får en øl foran et stemmested på en pub i Chiddingstone Hoath, Kent under valget i 2017.

Ja!

Valget er udskrevet i utide, og mange af de typiske valgsteder er reserveret af de traditionelle - og meget britiske - julespil. 

Derfor skal briterne flere steder stemme på blandt andet pubber - blandt andet på White Horse i Kenninghall, Norfolk. 

Briterne har tradition for pudsige afstemningssteder, og de seneste år har de stemt til forskellige valg ved blandt andet en vindmølle, i en campingvogn, i et vaskeri, i en garage, på et museum og i en frisørsalon.

Hvad er de vigtigste tal om valget?
Boris Johnson - populært kaldet 'BoJo' i medierne - foran Downing Street nummer 10. Vil han blive ved med at bo der efter valget?

45.000.000 forventes at stemme.

650 enkeltmandskredse er på højkant.

69 procent af alle over 18 år forventes at stemme.

Kun én ender med at blive premierminister.

Kalder de virkelig valget for Brexmas?
Årets juletræ ved det britiske parlament i London.

Ikke rigtigt.

Men enkelte kommentatorer har i den kolde juletid ikke kunnet lade være med at kombinere christmas og Brexit - der i forvejen er en sammentrækning af Brittain og Exit - til Brexmas som et kælenavn for det kommende valg.

Nu ved du det.

DET SKER

Hvorfor er der valg nu?
Brexit kostede Theresa May posten som premierminister. Hvordan går det med Boris Johnson?

Der er flere årsager, men Brexit er helt afgørende.

I sommeren 2016 stemte briterne ja til at forlade EU, men endnu har briterne ikke kunne enes om skilsmisseaftalen. 

Og det har ført til store interne stridigheder i de britiske partier.

Egentlig skulle briterne først til parlamentsvalg i 2020, men som leder af en konservativ mindretalsregering havde premierminister Boris Johnson svært ved at skrabe flertal sammen til at vedtage noget som helst - og slet ikke de love, der skal til for at gennemføre Brexit

Alt gik i stå.

Derfor gav parlamentet ham til sidst lov til at udskrive valg, og Johnson krydser nu alle konservative fingre for, at det kan skaffe ham det flertal i Underhuset, han mangler for at gennemføre Brexit.

Spørgsmålet om Storbritanniens farvel til EU har foreløbig kostet to konservative premierministre posten. 

En tredje er således på højkant ved valget 12. december.

Vinder Boris Johnson?
Boris Johnson - her under et besøg på en skole under valget.

Ja, sandsynligvis.

Men trods en sejr kan Johnson sagtens ende i det samme dødvande, som han stod i før valget.

Boris Johnson skal bruge et absolut konservativt flertal i parlamentet, før han for alvor har vundet valget. 

Det har partiet manglet siden 2017, hvor Theresa May vandt valget, men tabte magten i den forstand, at de har skulle enes med nordirerne i partiet DUP for at have flertal. Det er ultimativt en af de vigtigste grunde til, at Brexit stadig ikke er gennemført.

De Konservative fører stort i meningsmålingerne, men selv små stemmeforskydninger kan gøre en stor forskel i det særlige britiske valgsystem.

Den ene dag ser det ud som om, at Johnson vinder magten alene, mens det dagen efter lugter af, at den energiske og hurtigttalende konservative tidligere London-borgmester skal se sig om efter et støtteparti.

Intet er afgjort før på valgnatten.

Læs vores portræt af Boris Johnson: Far var på job, mor blev sindssyg, og lille Boris Johnson ville være verdens konge

Og hvad sker der så med Brexit?
Boris Johnson - vil ud af EU hurtigst muligt.

Hvis Johnson og de konservative vinder med et rent konservativt flertal, så er alt gjort klar til et Brexit den 31. januar 2020.

Johnson har sagt, at han forventer, at parlamentet kan stemme om de afgørende love allerede igennem inden jul.

Vinder Jeremy Corbyn?
 Labours leder Jeremy Corbyn.

Det ligner det ikke lige nu. 

Arbejderpartiet Labours formand Jeremy Corbyn er i løbet af sommeren og efteråret i meningsmålinger blevet kåret til den mest upopulære leder af oppositionen, siden Ipsos Mori begyndte at måle den slags i 1977. 

Av!

I 2017 var hans popularitet ellers en stor del af årsagen til Labours store fremgang, der overraskede selv de mest begejstrede valgeksperter, og dermed årsagen til, at De Konservative tabte deres absolutte flertal i Underhuset. 

Men denne gang er det markant mere usikkert, om han kan gøre samme forskel. 

De unge elsker ham stadig. Men flere gamle Labour-veteraner har advaret mod at gøre den gamle aktivist til landets leder - endda den gamle premierminister Tony Blair.

En anden er en kendt britisk politiker, der med blanke øjne og en klump i halsen fortalte tv-seere over morgenkaffen, at han ikke ønsker at anbefale Boris Johnson, men at partiets formand, Jeremy Corbyn, simpelthen ikke har det format, der skal til for at lede landet. 

Dobbelt av!

Læs vores portræt af Jeremy Corbyn: Marxisten fra hertugens hus ventede på sin tur i 36 år, nu vil han være premierminister

Og hvad sker der så med Brexit?
Jeremy Corbyn vil udskyde beslutningen om Brexit

Hvis Corbyn og Labour får flertal, så vil Corbyn:

  • Genforhandle Johnsons Brexit-aftale med EU. Corbyn vil blandt andet sikre, at en handelsaftale er helt på plads.
  • Udskrive folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien så rent faktisk skal blive i EU - eller lave et Brexit med den nye aftale.

Det kan betyde forsinkelse på Brexit med nemt op til et år.

Corbyn vil ikke på forhånd sige, om han vil støtte Brexit eller ej. 

Han har dog tidligere udtalt sig meget kritisk om Brexit, og han stemte nej ved folkeafstemningen i juni 2016.

Bliver der en klar vinder?
Den næste premierministers vigtigste opgave er klar: Få styr på Brexit - på den ene eller anden måde.

Ikke nødvendigvis.

Det komplicerede britiske valgsystem sørger som regel for, at ét parti alene får magten, og at premierministeren kommer fra et af de to store partier - Labour eller De Konservative.

Og dermed er det oplagt, at enten Corbyn eller Johnson vinder premierministerposten.

Men de seneste år er det flere gange sket, at et parti ikke alene kan skrabe et flertal sammen og derfor skal have en koalitionspartner eller et støtteparti for at komme til magten. 

Det kalder briterne for et “hung parliament” - et “hængt parlament”.

Historisk set har Storbritannien meget sjældent haft disse hængte parlamenter, men det skete ved valgene i både 2010 og 2017.

Og det kan bestemt ske igen.

Er der andre vigtige hovedpersoner?
Jo Swinson og LibDem kan blive afgørende for valget.

Ja, læg mærke til Nicola Sturgeon fra det skotske nationalparti SNP og Jo Swinson, formand for LibDem - De Liberale Demokrater

Ved det seneste valg i 2017 fik SNP 35 pladser, og LibDem fik 12.

Den slags tal kan blive afgørende for, om Johnson eller Corbyn bliver premierminister.

Hvis Labour ikke har flertal alene, så kan stemmerne fra de to partier bliver meget værdifulde.

Men det samme kan De Liberale Demokrater og DUP blive for De Konservative, hvis de dagen efter valget står og ser sig om efter et flertal.

DUP har sagt, at de ikke kan støtte Boris Johnsons skilsmisseaftale med EU. Men hvor skal de ellers gå hen i det britiske parlament? Deres politik passer ikke ind på venstrefløjen, og De Konservative er derfor stadig DUPs bedste bud for at have indflydelse i Westminster.

De Liberale Demokrater har ikke sagt, hvem de peger på, og kan derfor gå begge veje. De forlanger godt nok en annullering af Brexit, og derfor er Labour mest oplagte for dem, da partiet har annonceret en ny afstemning om Brexit, hvis de kommer til magten.

Det eneste klare ved de konstellationer er, at ingen af dem bakker op om Johnsons aftale med EU - og så kan Storbritannien ende i det samme dødvande som før valget.

Kan valget føre til skotsk farvel til Storbritannien?
Nicola Sturgeon - hendes krav kan afgøre valget 12. december.

Det er ikke helt utænkeligt.

Hvis stemmerne fra det skotske nationalparti SNP bliver afgørende for Labours regeringsmagt, så vil SNP stille et meget klart krav:

Et ny afstemning om skotsk selvstændighed. 

Og det er et krav, som Labour ikke har afvist, selvom de prøver at snakke det ned.

Et flertal af skotterne ønsker at forblive en del af EU, og da det ej er briternes plan, vil SNP hellere ud af Storbritannien og ind i EU end omvendt. 

“Lad lyset brænde for Skotland,” som partiets formand i parlamentet, Ian Blackford, har sagt gentagne gange henvendt til EU under de lange og ophedede debatter om Brexit i Underhuset.

VALGDAGEN

Hvordan vinder man valget?
Der er valg 12. december over hele Storbritannien.

Det sker på en helt anden måde end i Danmark.

Der er 650 valgkredse i Storbritannien, og i hver kreds stemmer beboerne om, hvem der skal repræsentere dem.

Systemet består af en række små valgvæddeløb, hvor kandidaten med flest stemmer i hver eneste kreds vinder alt.

Resten af stemmerne i de enkelte kredse er spildt.

“First past the post” kalder briterne selv deres valgsystem - “først over målstregen”.

Et parti kan således i teorien godt få for eksempel 15% af alle stemmer på landsplan - uden at vinde én eneste af de 650 pladser.

Systemet tilgodeser primært de store partier.

Hvad er det mest sandsynlige, der sker?
Premierminister Boris Johnson står umiddelbart til at beholde sin post. Men det kan blive svært.

At Boris Johnson vinder valget - enten med eller uden et klart flertal.

Får Johnson et klart flertal vil han kunne gå i krig med sin Brexit-plan, og han vil forsøge at få Storbritannien ud af EU inden den aftalte deadline 31. januar 2020.

Får han ikke flertal, så er bolden endnu engang skudt til hjørne i det store Brexit-spil.

Hvornår ved jeg, hvem der har vundet?
Mange stemmer først sent om aftenen.

Valgdagen er torsdag 12. december, og stemmestederne over hele landet lukker senere end i Danmark:

Først klokken 22 lokaltid, klokken 23 i Danmark, skal den sidste stemme være afleveret. 

Men vi skal nok helt frem til frokosttid fredag 13. december, før vi kan udråbe en sikker vinder.

En god indikation kommer dog allerede i løbet af torsdag aften og natten til fredag, når de britiske medier frigiver deres exitpolls.

Hvor kan jeg bedst følge valget?
Ulla Terkelsen er med på skærmen, når briterne stemmer 12. december.

Her på TV2.DK, selvfølgelig.

Vi dækker valget frem til valgdagen og i stor stil med reportere i Storbritannien på selve valgdagen.

Du kan også følge valget på TV 2 News, der hele aftenen, natten og morgenen sender live fra ét af de største politiske dramaer i nyere europæisk tid.