Udland

En af verdens største dirigenter er død

Jansons modtog den danske Sonnings Musikpris 2018, og han blev regnet som en af verdens største dirigenter.

Den lettiske dirigent Mariss Jansons, der modtog den danske Sonnings Musikpris 2018, er død i en alder af 76 år, oplyser en talskvinde for Wiener Philharmonikerne til nyhedsbureauet dpa.

Jansons helbred skrantede i mange år med gentagne hjertetilfælde. Men ikke desto mindre blev han regnet som en af verdens største og mest dynamiske dirigenter.

Efter lægers anbefaling måtte han i juli aflyse en række planlagte koncerter med Bayerischen Rundfunks Symfoniorkester.

Jansons blev født 14. januar 1943 i Letlands hovedstad, Riga. Hans far var dirigenten Arvid Jansons.

Overlevede holocaust

Men mest afgørende for hans første år i livet var hans mor, Iradia, der var operasanger. Hun var jøde i det tyskbesatte Letland. Næsten samtlige jøder i Riga blev deporteret og dræbt under krigen.

DR har i et tidligere portræt af Jansons skrevet, at hans gravide mor blev smuglet ud af den jødiske ghetto i Riga for at føde på et hemmeligt sted.

Det reddede dengang Mariss Jansons. Men værre gik det for hele morens familie, der alle forsvandt undre jødeudryddelserne.

Han modtog Sonnings musikpris 2018 på 745.000 kroner for sit "intense" bidrag til at udvikle den symfoniske musik.