Udland

Populær duos outfit sættes på auktion

Adam West i rollen som Batman og Burt Ward som Robin.

På auktionen vil interesserede købere også kunne finde den særprægede Batphone.

Der er endnu et par måneder til fastelavn, men vil man have fat i et unikt superhelte-kostume, skal man snart til at tømme lommerne.

Et par originale Batman- og Robin-kostumer bliver sat på auktion.

De blev brugt i 1960’ernes populære ABC tv-serie ’Batman’, og blev båret af skuespillerne Adam West, som spillede Batman, og Burt Ward, der spillede Robin.

Der er tale om to komplette kostumer, som dermed inkluderer dragt, kappe, maske, støvler, handsker og strømpebukser, skriver Reuters.

Sættet, der bliver sat på auktion.

Den amerikanske sælger af sættet, rigmand og samler John Azarian, har dog et krav til salget.

Azarian vil have, at hans to barndomstegneseriehelte forbliver uadskillelige, og at kostumerne dermed sælges sammen.

- Jeg vil ikke skille parret ad. De er det eneste komplette og originale par i verden. Der er andre kostumer, men de mangler dele eller er kopier, siger John Azarian til Reuters og uddyber:

- Mine er 100 procent autentiske.

Flere ikoniske genstande på auktionen

Ifølge Profiles in History, USAs førende forhandler af historiske genstande, forventes det, at de ikoniske outfits vil indbringe mellem 150.000-200.00 dollars (1.000.000-1.400.000 kroner) på auktionen, der løber af stablen 17. december i den amerikanske filmby Los Angeles.

John Azarian har i over 30 år samlet genstande fra 1960'ernes popkultur, og dragterne er blot to ud af mere end 200 objekter, der bliver sat til salg.

Interesserede købere vil derfor også kunne finde andre historiske genstande på auktionen, som eksempelvis en fungerende Batmobile Batphone og en Shakespeare-buste, der i serien åbnede indgangen til Batmans hemmelige grotte, Batcave.

1960-seriens Batphone bliver også sat på auktion.

- Da jeg voksede op var mit yndlingsprogram 'Batman', siger John Azarian.

Selvom han nu får solgt ud, er det blot en lille del af hans enorme samling. I alt han samlet 1500 genstande til sin popkultur-kollektion.