Udland

Leonardo DiCaprio står bag skovbrandene i Amazonas, siger præsident

Under Jair Bolsonaros regeringstid er antallet af skovbrande mere end fordoblet.

Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, beskyldte fredag den amerikanske skuespiller Leonardo DiCaprio for at finansiere ødelæggelser og skovbrande i Amazonas.

Bolsonaro har tidligere lovet, at han vil fordrive samtlige klima- og miljøorganisationer fra landet.

- Den her Leonardo DiCaprio, han er en sej fyr, er han ikke? En, der giver penge til at sætte ild til Amazonas, sagde præsidenten ifølge The Guardian.

Et ondsindet samarbejde med Verdensnaturfonden

Anklagen, der tilsyneladende ikke var noget bevis for, kom kun et døgn efter, at Jair Bolsonaro var kommet med lignende, ubegrundede anklager mod skuespilleren i en liveudsendelse på Facebook.

- Leonardo DiCaprio, for fanden, du samarbejder med folk, der brænder Amazonas, sagde han.

Og han beskyldte desuden skuespilleren - der har været en af de ledende kræfter i arbejdet med at samle penge ind til bekæmpelsen af skovbrande i blandt andet Brasilien - for at være en del af en international kampagne mod netop Brasilien.

Præsidentens søn, Eduardo, som også er politiker, deler farens ’bekymringer’ i forhold til Leonardo DiCaprio og siger på Twitter, at DiCaprio har doneret to millioner kroner til en NGO, der satte ild til regnskoven.

I samme ombæring beskyldte han Verdensnaturfonden WWF for at have betalt selv samme NGO for at tage billeder af de pågældende brande.

Noget WWF i en pressemeddelelse pure afviser som falske anklager.

Kontroversiel statsleder

Siden Bolsonaro indtog præsidentembedet i januar, har han flere gange udtrykt sin stærke utilfredshed med organisationer og andre statsledere, der har forholdt sig til skovbrandene i Brasilien.

Men også internt i landet har hans ledelse skabt kontroverser.

Tirsdag blev fire frivillige brandmænd arresteret af det lokale politi, der anklagede dem for at starte skovbrande for på den måde at øge den finansielle støtte til en international NGO. De fire blev løsladt torsdag efter massiv kritik af politiet.

Påsatte brande for landbrugets skyld

Verdensnaturfonden har flere gange rettet en skarp kritik af præsidenten på grund af den omfattende og tiltagende skovhugst, han har tilladt i Brasilien.

Rydningen af regnskoven sker for at gøre plads til landbruget, og flere af skovbrandene er påsatte for at gøre plads til netop det.

Da Bolsonaro overtog embedet, rykkede han ansvaret for Amazonas fra miljøministeriet til landbrugsministeriet, og under hans regeringstid er antallet af skovbrandene mere end fordoblet til 87.000 indtil videre i 2019 fra 40.000 i 2018.

Hvert minut forsvinder et område på størrelse med en fodboldbane fra regnskoven i Brasilien.