Udland

Danmark vil ikke hjælpe mor og børn hjem - livsfarligt for børnene, siger Red Barnet

Kvinden, som har dansk statsborgerskab, tog ifølge hendes familie til Syrien i 2015. I dag sidder hun i flygtningelejren Al-hol med to små børn.

De danske myndigheder har afvist at hjælpe en dansk statsborger og hendes to små børn hjem fra Al-Hol-flygtningelejren i Syrien, men både organisationer og politikere appellerer nu til statsminister Mette Frederiksen (S) for at få kvinden og børnene til Danmark.

Blandt dem er Red Barnet, hvor generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen kalder det "livsfarligt" for børnene at være i lejren.

Hun siger, at hun ingen forudsætninger har for at vurdere moderens situation og sag.

Ifølge kvindens familie rejste hun til Syrien for snart fem år siden for at bosætte sig med sin mand og stifte familie. Hun er dansk statsborger, og hendes børn, der er ti måneder og tre år, er født i Syrien. Hendes mand formodes død på grund af urolighederne i landet. Ifølge familien er hverken kvinden eller hendes mand fremmedkrigere.

Kvindens søster har søgt de danske myndigheder om hjælp for at få børnene og kvinden hjem til Danmark. Familien har dog fået afslag fra Udenrigsministeriets Borgerservice, der anser kvinden for at være fremmedkriger.

- Det må være op til det danske retssystem at vurdere, men det vil være meget, meget skidt for børnene at adskille dem fra deres primære omsorgsperson. Derfor anbefaler vi, at moren også skal med børnene til Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen

Og ifølge Red Barnets generalsekretær haster det med at få kvinden og hendes børn hjem til Danmark, fordi vinteren og dens ekstreme kulde er på vej til Syrien.

EL: Børnene har ikke gjort noget galt

Også Enhedslistens rets- og udlændingeordfører Rosa Lund mener, at børnene og deres mor skal hjælpes hjem.

- Børnene har ikke gjort andet, end at være børn. Alle der har fulgt med, ved at sådan en IS-lejr i Syrien altså ikke er et sted for børn, siger hun og tilføjer:

- Kvinden her er jo sådan set dansk statsborger. Og derfor synes jeg, at den danske stat har en forpligtigelse til at bringe hende hjem og få hende afradikaliseret.

Ifølge Enhedslistens Rosa Lund er kvinden i fare for at blive radikaliseret i Al-hol. Video: Sofie Sparre

Argumentet om, at kvinden har vendt Danmark ryggen og kan være et sikkerhedsmæssigt problem, giver Rosa Lund ikke meget for. Hun mener, at det rent sikkerhedsmæssigt ville være mere hensigtsmæssigt at bringe hende hjem.

- Jeg tænker, at det bedste sted at lære at planlægge en terroraktion, er i en IS-lejr.

Rejste til Syrien inden forbud

Familiens advokat, Bjørn Elmquist, har rettet henvendelse til Mette Frederiksen for at få kvinden og hendes børn hjem. Han har i et brev appelleret statsministeren om at få kvinden og hendes to børn hjem.

Ifølge ham rejste kvinden til Syrien inden Danmark udpegede nogle zoner i landet, hvor det var forbudt at opholde sig som dansk statsborger.

- Hun rejste ud af Danmark i 2015 og Danmark udpegede først disse zoner i 2016, så jeg vil mene, at hun ikke gjorde noget forkert, siger han og tilføjer:

Familiens advokat, Bjørn Elmqvist, har rettet henvendelse til statsminister Mette Frederiksen om sagen. Video: Sofie Sparre

- Og når det så er sagt, så er børnene jo født ganske uforvarende dernede (i Syrien red.). Det er jo ikke deres fejl, at deres mor måske har truffet en forkert disposition. De fødes ind i et liv, og der lever de på de vilkår, de nu har.

TV 2-journalist: Umenneskelige forhold i lejren

Én af de personer, der har været i Al-Hol-lejren og som med egne øjne har været vidne til forholdene er TV 2s journalist Claus Borg Reinholdt. Ifølge ham, er der tale om mennesker, der lever under umenneskelige forhold.

- Det er en kæmpestor teltlejr, hvor der ikke er rindende vand, ingen ordentlige sanitære forhold og stort set ingen kontakt til omverdenen. Der er en mobilklinik, som kan tage sig af de sygdomme, der opstår. Men hvis man fejler noget alvorligt, så er man i knibe. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det altså nogle ret barske forhold, de lever under i denne her lejr.

Journalist Claus Borg Reinholdt er en af de personer, der har været i flygtningelejren. Video: Sofie Sparre

Lejren er delt op i to forskellige sektorer. Den store del, hvor der bor hovedsageligt syriske og irakiske flygtninge, som er flygtet fra Islamisk Stat og så en mindre del, der en sektor for udlændinge, hvor blandt andre de danske kvinder bor.

- Og den del er faktisk også opdelt i to. Der er en meget hård radikaliseret del, hvor der sidder masser af russiske statsborgere, som er hardcore Islamisk Stat-kvinder, og også syriske kvinder, som opretholder Islamisk Stat-lovgivning. De går rundt og straffer andre kvinder korporligt, som de ikke mener overholder Islamisk Stats regelsæt. Og så er der altså også den del, der aldrig har støttet Islamisk Stats ideologi, og som uforvarende er endt i denne her situation.

Ifølge Claus Borg Reinholdt går opretholdelsen af Sharia-loven også ud over de børn, der er i lejren.

- Børnene ser også de her afstraffelser, fordi de, der er meget radikaliserede og forsøger at opretholde Sharialovene inde i lejren, fylder enormt meget og det bliver jo også en påvirkning, som børnene lider under.

Khader: De mennesker vil ikke Danmark

De Konservatives retsordfører Naser Khader bakker dog regeringen op. Ifølge ham vil de mennesker, der er taget til Syrien, ikke Danmark. De udgør en risiko og sikkerhedsfare.

- Vi skal ikke risikere danske politifolks liv for at hente terrorister fra Islamisk Stat og deres børn, mener Khader og tilføjer:

- Da Islamisk Stat var i fremmarch var de ligeglade med Danmark. Men nu hvor Islamisk Stat er i tilbagegang, så er Danmark pludselig god nok igen. Jeg vil gerne have, at vi holder dem uden for de danske grænser, så meget vi nu kan.