Udland

Von der Leyen får solid opbakning til sin EU-Kommission

Et flertal i EU-Parlamentet har banet vej for, at den næste EU-Kommission kan tage over 1. december.

Ursula von der Leyen har onsdag fået grønt lys fra Europa-Parlamentet.

Den kommende formand for EU-Kommission og de 26 kommissærer kan tage fat på arbejdet 1. december - en måned senere end planlagt.

Von der Leyen, der skal stå i spidsen for en EU-Kommission uden et britisk medlem, skulle bruge et simpelt flertal ved afstemningen i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Hun fik et meget solidt mandat. 461 af EU-Parlamentets medlemmer stemte for EU-Kommissionen, mens 157 stemte imod.

Dermed er opbakningen større end forgængeren Jean-Claude Junckers. Han fik 423 stemmer.

Tre ting skal spille sammen

TV 2 fangede den nye viceformand og konkurrencekommissær Margrethe Vestager umiddelbart efter afstemningen. Hun er tilfreds med resultatet.

- Det er en meget stærk tilkendegivelse fra parlamentets side. Det har været en svær proces at nå herhen. Så det, at afstemningen er så overbevisende, er meget flot. Det er bedre, end jeg har forventet, siger hun.

Hun mener nu, at de største udfordring er at få klimaet, økonomien og digitale redskaber til at spille sammen.

Men det mest afgørende, mener Margrethe Vestager er, hvorvidt medlemslandene kan samarbejde.

- Nogle ligger langt fra centrum. Nogle føler måske ikke helt, at de bliver regnet med. Når får at vide, at man er nytilkommen, selvom man har været medlem i 15 år. Hvis vi kan samarbejde og for alvor få helet Europa, så kan vi alting, siger Margrethe Vestager.

De danske parlamentarikere er også splittet, når det kommer til EU-samarbejdet. Sådan lyder det fra TV 2s europakorrespondent, Lotte Mejlhede.

- Her i EU-Parlamentet har danske parlamentarikere både fra Enhedslisten, DF, SF og Venstres Søren Gade i dag enten undladt at stemme eller stemt imod kommissionen, fordi de ikke synes, den er ambitiøs nok på det grønne og sociale eller striks nok på migrationen. Imens har Socialdemokraterne, De Radikale, flertallet i Venstres gruppe og det konservative medlem sagt ja til kommissionen.

Lyn-analyse

Overordnet må man nok sige, at Danmark og EU-toppen lige nu er i et slags had/ kærlighedsforhold. Man har hernede lagt mærke til, at den danske regering med Mette Frederiksen i spidsen virkelig hører til strammerne økonomisk og for eksempel har stemt nej til det kommende års EU-budget - og det er ikke noget man i EU-toppen har den store respekt for. Samtidig ved man godt, at man er nødt til at lytte til strammer- lande som Danmark, hvis man skal bevare den folkelige opbakning til projektet i de nordlige lande.

Så et forhold både med rosenduft og stikkende torne.

Alle var igennem høringsproces

Parlamentarikerne stemte om EU-Kommissionen lidt efter middag, efter at EU-Parlamentet hele formiddagen havde drøftet den kommende EU-Kommissions planer. Først holdt Ursula von der Leyen en åbningstale om sine prioriteter.

Det var ventet, at von der Leyen ville sikre sig et flertal, da alle kandidater havde været igennem en høringsproces, og nogle kandidater var sorteret fra.

Den nye EU Kommission efter afstemningen.