Udland

Sminkevideo med skjult budskab går viralt

Videoplatformen TikTok er kommet i modvind, efter de er beskyldt for censur. Danish Siddiqui / Ritzau Scanpix

Teenageren bag videoen beskylder platformen TikTok for at censurere hendes videoer om muslimers forhold i kinesisk provins.

- Først så bøjer du dine vipper, og så tager du din telefon og søger på, hvad der sker i Kina.

Sådan indleder den muslimske teenager Feroza Aziz en video, der har vakt opmærksomhed på nettet. Den 17-årige amerikaners video sætter fokus på Kinas tilbageholdelse af over én million muslimer i Xinjiang-provinsen.

Hun har delt videoerne på videodelingsplatformen TikTok, som er ejet af et kinesisk teknologifirma. Umiddelbart fremstår de korte klip som en sminkeguide, men teenageren fra New Jersey beskriver, hvordan forholdene ifølge hende er i de såkaldte genopdragelseslejre for muslimer i Xinjiang-provinsen.

Hun kalder det blandt andet ”et nyt Holocaust, som ingen taler om”.

Opslagene er blevet delt heftigt på Twitter, og et af opslagene er blevet set mere end fem millioner gange.

Nu skriver Feroza Aziz, at TikTok har censureret hendes opslag på grund af de kritiske opfordringer rettet mod Kina.

TikToks retningslinjer lækket

En talsmand fra TikTok afviser, at platformen censurerer hendes opslag.

Til BBC forklarer han, at de ikke modererer indhold i henhold til politisk følsomhed. Dog har firmaet tidligere fjernet en af Aziz’ videoer, da den brød med deres regler om ”terrorismerelateret” materiale.

Feroza Aziz forklarer, at hun flere gange har oprettet nye opslag på tjenesten, men de bliver blokeret og slettet, når hun nævner de undertrykte muslimer. Hun mener, at tjenestens opførsel virker meget mistænkelig.

The Guardian har tidligere lækket TikToks retningslinjer for, hvordan de modererer brugernes opførsel.

Her bliver Xinjiang ikke nævnt direkte, men det fremgår, at kontroversielle emner forbydes. Specifikt slår de ned på religion, separatisme og konflikter mellem etniske grupper, herunder islamiske konflikter.

Rapport beviser undertrykkelse

I de senere år har det kinesiske styre strammet grebet om befolkningen i Xinjiang-regionen, der i høj grad består af de muslimske befolkningsgrupper uigurer og kashaker.

I en rapport fremlagde menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch en lang række beviser for, at det kinesiske styre undertrykker de muslimske minoriteter. Ifølge en rapport fra FN skulle der befinde sig mere end én million mennesker i disse genopdragelseslejre.

Formanden for den regionale regering i Xinjiang, Shohrat Zakir, har tidligere udtalt, at lejrene danner rammen om et ”træningsprogram med professionel sprogtræning” med fokus på ”landets fælles sprog, kendskab til loven, sproglig kunnen foruden uddannelse i afradikalisering”, skriver den kinesiske avis South China Morning Post.