Udland

Krim bliver russisk på Apples kort - men kun i Rusland

Google Maps har valgt en anden løsning - her er det kun stavningen af bynavnene, der er forskellig.

Tech-giganten Apple har rettet ind efter russiske krav og viser nu den annekterede halvø Krim som en del af Rusland.

Hvis man vel at mærke kigger på sin iPhone et sted i Rusland.

Apple går nemlig en fin balancegang i spørgsmålet: iPhones i Rusland viser Krim som en del af Rusland, mens iPhones udenfor Rusland viser halvøen uden grænser og dermed uden nogen angivelse af, hvilket land den er en del af, skriver BBC.

Tilpasningen gælder både for Apple Maps og Apple Weather.

Ville unøjagtighed til livs

Det er det russiske underhus Dumaen, der har offentliggjort, at ændringen nu er en realitet. Det sker efter måneders forhandlinger mellem Apple og Rusland, der har kaldt det hidtidige Apple-kort over regionen for "unøjagtigt".

Undervejs i forhandlingerne har Apple foreslået russerne, at Krim blev beskrevet som "udefineret" territorium, altså hverken som del af Rusland eller Ukraine.

- Men nu har Apple bragt sig i overensstemmelse med russisk lovgivning, siger Vasily Piskaryov, der er formand for Dumaens Sikkerheds- og Antikorruptionskomité.

Apple har endnu ikke kommenteret ændringen, skriver BBC – men den foreslåede løsning er altså den løsning, der nu kommer frem på telefoner udenfor Rusland.

Fra Ukraine til Rusland

Krim-halvøen blev annekteret af Rusland i 2014, efter at den siden 1954 har været en del af først den ukrainske sovjetrepublik og senere det selvstændige Ukraine.

Det internationale samfund anerkender dog ikke den russiske annektering.

Den anden store kortudbyder Google Maps har valgt en anden løsning. Her viser kortet ingen landegrænser – og dermed ikke, hvilket land Krim er en del af. Til gengæld skifter stavningen af bynavne, så de på telefoner i Rusland staves på russisk i stedet for på ukrainsk, skriver BBC.