Udland

Dom kan tvinge rådgiver til at vidne: Trump er ikke konge

Trump har af flere gange fastholdt, at embedsmænd i Det Hvide Hus er "immune" overfor indkaldelser til afhøring i Kongressen. Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

Dommen betyder, at demokraterne nu har muligheden for at afhøre Trumps nærmeste rådgivere – men det sker alt for sent, siger analytiker.

Donald Trump kan ikke skærme sine medarbejdere i Det Hvide Hus mod at vidne i den amerikanske Kongres. Det slog en føderal domstol mandag aften fast.

- Ingen, ikke engang præsidenten, er hævet over loven. Præsidenter er ikke konger, lød det blandt andet i afgørelsen.

Sagen handlede om Trumps tidligere rådgiver Don McGahn, som i maj blev indkaldt til afhøring i den nu afsluttede sag om, hvorvidt præsidenten forsøgte at forpurre efterforskningen af Ruslands indblanding i hans valgsejr i 2016.

Arkivfoto - Don McGahn lytter, mens der afgives forklaring under en høring i senatets juridiske komite den 27. september 2018.

Trump beordrede McGahn til at ignorere indkaldelsen og påstod, at medarbejdere i Det Hvide Hus er ”absolut immune over for obligatoriske vidneforklaringer i Kongressen.”

Men den forklaring er nu kendt ugyldig, og McGahn tvinges derfor til at vidne – dog med det forbehold, at han må tilbageholde særligt følsomme oplysninger.

Alligevel har det amerikanske justitsministerium meddelt, at de vil anke dommen. Sker det, kan der gå måneder, før en eventuel ankesag vil være færdigbehandlet.

Hvad er Ukrainesagen?

Det amerikanske oppositionsparti, Demokraterne, anklager præsident Donald Trump for groft magtmisbrug.

Anklagen går på, at Trump og hans embedsmænd har tilbageholdt militærstøtte for 400 millioner dollars til Ukraine for at presse den ukrainske regering til at finde snavs på Hunter Biden, der er søn af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

Mens Joe Biden var vicepræsident under Obama, fik Hunter Biden en velbetalt plads i bestyrelsen for den ukrainske gasvirksomhed Burisma, der blev efterforsket for korruption.

Undersøgelsen blev pludseligt lukket, og det ville Trump gå efter i sømmene.

Kommer for sent til Ukraine-sagen

Mandagens dom kunne potentielt også have tvunget centrale Trump-støtter til at afgive forklaring i den kontroversielle Ukraine-sag.

Her er både udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton blevet indkaldt som vidner i sagen, og igen har præsidenten beordret dem til at ignorere indkaldelsen.

Men ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster kommer den mulighed alt for sent for Demokraterne.

- Der kommer nok ikke til at blive afhørt flere vidner nu, for Demokraterne vil have sagen ud af verden inden jul. Også selvom der stadig er masser at komme efter, siger han.

Mirco Reimer-Elster forklarer, at hvis undersøgelserne i Ukraine-sagen trækker ud meget længere, vil de komme i vejen for Demokraternes valgkamp op til næste års præsidentvalg,

Og det mener USA-analytikeren hele tiden har været Republikanernes plan.

- De har vidst, at deres argument om immunitet ville blive affejet. Derfor har det nok været en strategi om at skaffe tid, for Demokraterne kan ikke vente, til domstolene har færdigbehandlet sagen, siger han.