Udland

Prodemokrater vinder jordskredssejr ved valg i Hongkong

Prodemokratiske kandidater håber, at et godt resultat ved lokalvalget sender et budskab til Hongkong-styret.

Prodemokratiske kræfter får massiv opbakning ved søndagens distriktsvalg i Hongkong i det, der beskrives som en jordskredssejr.

Ud af de i alt 452 pladser i Hongkongs 18 lokale distriktsråd går 347 pladser til de prodemokratiske partier og 45 til de uafhænginge, hvoraf mange også er prodemokratiske. Kandidater, der støtter det kinesiske styre, måtte tage til takke med bare 60 pladser, skriver South China Morning Post.

Tidligere var alle 18 råd under kontrol af kandidater, som støtter det kinesiske styre. Fremover vil prodemokratiske partier have kontrollen over 17 ud af 18 råd.

Resultatet anses som et tegn på, at Hongkongs vælgere i høj grad står bag den protestbevægelse, der har præget byen i de seneste fem måneder, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det er en klar afvisning af regeringen i Hongkongs og Beijings politik over for Hongkong. Demonstranter vil se denne overbevisende sejr som et mandat fra folket, så de vil kæmpe videre, siger Hongkong-analytikeren Willy Lam til AFP.

Avisen South China Morning Post beskriver valgresultatet som et udtryk for den "tsunami af utilfredshed", der er skyllet ind over bystaten.

Lyn-analyse

Valget er en form for 'finale' for de seneste fem måneders demonstrationer. Nu er Hongkongs regering med Carrie Lam i spidsen nødt til at lytte til befolkningen. Hun har indtil videre kunnet sige, at "det kan godt være, I er mange på gaden og har nogle krav, men de kan ikke blive opfyldt, for der er et stort flertal, som mener noget andet". Det viser sig, at det er der ikke. Det er nu bevist. Det betyder ekstremt meget for demokratibevægelsen, og det viser, at det her med demokrati er noget, de virkelig vil her i Hongkong.

Rekordmange har stemt

Valgdeltagelsen har været rekordhøj, særligt i de distrikter, der har været præget af demonstrationer. 71,2 procent af Hongkongs vælgere har stemt, viser tal fra valgkommissionen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er omkring dobbelt så mange som ved det seneste valg til de lokale distriktsråd for fire år siden. Her stemte 1,47 millioner vælgere, mens tallet søndag var oppe på 2,94 millioner.

- Den høje valgdeltagelse afspejler helt bestemt Hongkong-indbyggernes håb om reelle direkte valg, siger en vælger, den 30-årige Tsz, ifølge Reuters.

Hongkong har været præget af til tider voldsomme demonstrationer i de seneste fem måneder. Men i løbet af valgdagen var der roligt i gaderne.

Kina: Det ændrer ingenting

Regeringsleder Carrie Lam oplyser, at regeringen respekterer valgresultatet, og at den håber, freden vil fortsætte efter valgdagen.

- Regeringen vil lytte ydmygt til borgernes holdninger og reflektere over dem med alvor, lyder det fra Carrie Lam i en meddelelse.

Støtter fejrer, at deres lokale kandidat Kelvin Lam har vundet et mandat ved valget.

I Kina har udenrigsminister Wang Yi reageret på søndagens valg ved at fastslå, at "uanset hvad der sker, så er Hongkong en del af Kina og en særlig, administrativ region i Kina".

- Ethvert forsøg på at skabe uro i Hongkong eller at skade dets velstand og stabilitet vil ikke lykkes, siger han ifølge AFP.

Håber at sende signal til regeringen

Distriktsrådene beskæftiger sig med hverdagsopgaver såsom indsamling af skrald og byplanlægning.

Normalt er der ikke stort fokus på distriktsvalget i Hongkong. Tidligere er der hovedsageligt blevet valgt kandidater, der bakker op om den kinesisk støttede regering i Hongkong.

Men flere vælgere har givet udtryk for, at lokalvalget for første gang har fået en betydning for dem, og valget har fået stor opmærksomhed efter protestbevægelsen og de omfattende demonstrationer, bystaten har været ramt af siden i sommer.

Protesterne begyndte som modstand mod et lovforslag om udlevering af Hongkong-borgere til retsforfølgelse i Kina. Siden har det udviklet sig til en protest mod det kinesiske styre.

Den politiske aktivist Jimmy Sham, der er en del af den prodemokratiske bevægelse, vandt et af sæderne ved søndagens valg.

Prodemokratiske kandidater håber derfor, at et godt valgresultat kan sende et tydeligt budskab til Carrie Lam og hendes regering.

- Uanset hvor stærk Carrie Lam er, håber jeg, at hun vil imødekomme folkets ønsker, opfylde de frem krav og give ungdommen en chance, siger Jimmy Sham efter at have vundet et sæde i et af lokalrådene.

Protestbevægelsen har stillet fem krav til regeringen i Hongkong, herunder at Lam skal gå af, og at der skal laves en uafhængig undersøgelse af politiets magtudøvelse over for demonstranterne. Lam har afvist kravene som "ønsketænkning".