Udland

Kok sagsøger Michelin-guiden for ros

ARKIVFOTO. En sydkoreansk kok har set sig sur på den prestigefyldte Michelin-guide.

Michelin skal betale flere tusinde kroner i erstatning, hvis kokken får medhold i sagen.

For mange kokke er en michelinstjerne noget af det ypperste, man kan få. Men sådan har det ikke været for sydkoreanske Eo Yun-gwon.

Han har valgt at sagsøge Michelin for at anbefale hans restaurant, Ristorante Eo. Det skriver CNN.

Kokken er fortørnet over, at hans eget og restaurantens navn står i guiden, uden at han har givet tilladelse, og uden at Michelin har forklaret, hvilke kriterier de dømmer efter.

Den ros, han og hans italienske restaurant har fået i Michelinguiden, er ellers til at føle på.

- Hver ret demonstrerer tydeligt hans indsigt i integriteten og simpliciteten i italiensk madlavning, skriver Michelinguiden blandt andet om Eo Yun-gwons evner.

Hvis kokken vinder sagen, skal Michelin ifølge CNN betale mellem 3000 og 17.300 kroner i erstatning.