Et politisk spøgelse jager Merkel & Co

16x9
Den tyske kansler, Angela Merkel, ses her sammen med CDU's formand og mulige efterfølger på kanslerposten, Annegret Kramp-Karrenbauer. Foto: Michele Tantussi / Ritzau Scanpix

Lederkrisen nager i de engang så dominerende tyske partier SPD og CDU.

Et spøgelse går gennem Tyskland.

Det varsler, at den nuværende ”store koalition” med forbundskansler Angela Merkels konservative union af CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD snarest vil bryde sammen, og at der derfor vil blive udskrevet valg i utide. Et valg, som alt efter temperament eller partibog kan ses som en befrielse, en ny start eller et mareridt.

Den tyske politiske kommentator Heribert Prantl kalder i sin videoblog i Süddeutsche Zeitung den nuværende politiske situation i Tyskland for et spøgelsesscenarie.
Den tyske politiske kommentator Heribert Prantl kalder i sin videoblog i Süddeutsche Zeitung den nuværende politiske situation i Tyskland for et spøgelsesscenarie. Foto: Michael Rathje / Süddeutsche Zeitung

Ophavsmanden til ”spøgelsesscenariet” er en af Tysklands mest erfarne politiske kommentatorer, Heribert Prantl fra Süddeutsche Zeitung. Ifølge Prantl har spøgelset meget af ansvaret for det nuværende politiske klima i Tyskland og vil ligge som en skygge hen over alt, hvad der kommer til at foregå på CDU's landsmøde fredag-lørdag i Leipzig.

Spøgelset lurer også tungt i baggrunden, når de socialdemokratiske partimedlemmer skal afgøre, hvem de vil stemme på som fremtidig lederduo for partiet.

Partier i krise

SPD har nærmest været i permanent krise, siden partiet – efter en lang og opslidende debat og en medlemsafstemning – besluttede sig for at gå i regering med 'Unionen' bestående af CDU og CSU under ledelse af Angela Merkel.

Men også i CDU gærer utilfredsheden, senest fremprovokeret af delstatsvalget i Thüringen, hvor CDU – engang det største parti i den lille delstat – måtte indkassere en tilbagegang på hele 12 procentpoint og en ydmygende plads som det tredjestørste parti.

Friedrich Merz, der sidste år tabte formandsvalget i CDU til Angela Merkels favorit, den nuværende forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer, var en af de første til at skyde med skarpt efter nederlaget i Thüringen.

Partiet lider under ”passivitet og manglende ledelse", lød kritikken fra Merz.

CDU er ”indholdsmæssigt insolvent”, supplerede en partifælle og Merz-allieret.

Spørgsmålet om, hvem der egentlig leder partiet, står helt åbent, konkluderede formanden for partiets ungdomsorganisation, Die Junge Union, Tilman Kuban.

Det var en kritik, som ikke bare var rettet mod partiformand Kramp-Karrenbauer, men også mod forbundskansler Angela Merkel.

For bare et par uger siden så det derfor ud til, at der ventede de delegerede på CDU-årsmødet i Leipzig en ”genopførelse af det skuespil, som havde premiere for et års tid siden”, som det hed i Der Spiegel: Altså, Merz mod Kramp-Karrenbauer, anti-Merkel-CDU mod Angela Merkels trofaste støtter.

Opgøret vil dog ikke handle om, hvem der skal lede partiet. Annegret Kramp-Karrenbauer er nemlig ikke på valg i denne omgang. Opgøret vil i stedet dreje sig om, hvem der skal være kandidat til at overtage kanslerposten, når Angela Merkel er gået af.

For nok er 'AKK', som hun bliver kaldt, partiformand, men er hun også den bedste kandidat til forbundskanslerposten, hvis der kommer et forbundsdagsvalg?

Spørgsmålet ser ud til at ville svæve over alt, hvad der kommer til at foregå i Leipzig, akkurat ligesom valg-i-utide-spøgelset.

Hvem 'kan kansler'?

Ikke så overraskende er Annegret Kramp-Karrenbauer af den opfattelse, at hun som partiformand selvfølgelig også er selvskreven som kanslerkandidat. Hendes problem er, at mange partimedlemmer i det forløbne år er kommet til den modsatte konklusion. Hun har skuffet de mange, der håbede på en ny start og en ny og knap så midtsøgende kurs, og fodfejlene har hobet sig op.

Annegret Kramp-Karrenbauer er nuværende forsvarsminister og leder af CDU. Spørgsmålet er, om hun også en dag bliver kansler, når Merkel går af.
Annegret Kramp-Karrenbauer er nuværende forsvarsminister og leder af CDU. Spørgsmålet er, om hun også en dag bliver kansler, når Merkel går af. Foto: Michele Tantussi / Ritzau Scanpix

Så derfor håber mange af Friedrich Merz’ tilhængere, at han vil gribe ordet i Leipzig og holde en tale, som vil gøre det klart, at partiet har valgt den forkerte. Og at han 'kan kansler', som man siger på tysk. Merz og hans støtter er sikre på at have et stort flertal af de menige medlemmer bag sig.

Valg kan ende regering

Vil "valgspøgelset" flytte ind i SPD's hovedkvarter, Willy Brandt-Haus i Berlin?
Vil "valgspøgelset" flytte ind i SPD's hovedkvarter, Willy Brandt-Haus i Berlin? Foto: Wikipedia

Hos socialdemokraterne er der også mange, der drømmer om valg i utide. Valgspøgelset ligger i baggrunden, når medlemmerne i de her dage skal vælge mellem de to konkurrerende lederduoer: den nuværende finansminister og SPD-veteran, Olaf Scholz, og hans kvindelige makker Klara Geywitz, og den tidligere finansminister fra Nordrhein-Westphalen Norbert Walter-Borjan og Saskia Esken.

Resultatet af valget, der foregår per brev, bliver offentliggjort om en uge.

Hvis Olaf Scholz og Geywitz tager sejren, så ventes regeringskoalitionen at fortsætte. Vinder Walter-Borjan og Saskia Esken derimod, så vil Merkel-regeringens fremtid være højst usikker. Som Süddeutsches Heribert Prantl noterer sig, så vil valg-spøgelset ”flytte ind i Willy Brandt-Haus”, SPD's hovedkvarter.

Det hører med til historien, at Heribert Prantl slutter sin ”spøgelseskommentar” med at konkludere, at spøgelset er det rene tankespind.

Trækker i land

I den nuværende situation, hvor begge de før så dominerende partier er svækket, har ingen interesse i et valg i utide. Mange glemmer også, at den tyske forfatning gør det svært blot at udskrive nyvalg efter forgodtbefindende.

Hvad angår CDU-landsmødet denne weekend, er Friedrich Merz de seneste dage begyndt at trække i land. Han ønskede med sin kritik ikke at starte en persondiskussion eller opmuntre til noget kupforsøg, bedyrer han. Han accepterer også, at Annegret Kramp-Karrenbauer er valgt som partiformand for en toårig periode, ”og hun har fortjent støtte fra os alle – også når der er problemer”.

Her var de to tidligere konkurrenter til formandsposten overraskende enige.

- Enhver persondebat skaber uro, og når vi ser på meningsmålingerne, kan vi se, hvad der sker med et parti, der kun beskæftiger sig med sig selv, lød det fra Annegret Kramp-Karrenbauer med tydelig adresse til SPD, der for mange CDU-medlemmer er skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå, når et parti slider sig selv op i interne magtkampe.

Derfor vil CDU-medlemmerne bestræbe sig på at signalere sammenhold på landsmødet i Leipzig, også selvom det vil ske med sammenbidte tænder. Og spøgelset, der skiftevis lokker og truer med valg i utide, vil for en tid være manet i jorden.