Vidne sagde ordene, Trumps modstandere drømte om: - Det var noget for noget

Trump blokerede for hjælp til Ukraine for at presse politiske ledere i Kiev, siger USA's ambassadør i EU.

USA's ambassadør i EU, Gordon Sondland, bekræftede torsdag i en høring i den amerikanske kongres, at han havde et klart indtryk af, at præsident Donald Trump blokerede for hjælp til Ukraine.

Det skete i et forsøg på at presse politiske ledere i Kiev til at undersøge forhold om demokraten Joe Biden.

Sondland sagde, at hjælpen til Ukraine ikke burde have været udsat.

Den amerikanske topdiplomat gjorde det klart, at han sendte e-mails om den ukrainske præsident til udenrigsminister Mike Pompeo, til tidligere energiminister Rick Perry og til Mick Mulvaney, der er fungerende stabschef i Det Hvide Hus.

I disse mails fra den 19. juli skrev han, at den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, lovede at "vende hver en sten i de efterforskninger, som Trump ønskede".

Fulgte præsidentens ordre

Han pointerede, at Trump førte en 'noget for noget' politik over for Ukraine.

- Vi fulgte ordrerne fra præsidenten, sagde Gordon Sondland, hvis vidneudsagn bliver tillagt særlig betydning, da han var Trumps allierede.

Lyn-analyse

Det her er udtalelsen, som Demokraterne har håbet på at få. Donald Trumps EU-ambassadør siger, at der var tale om noget for noget. Udtalelsen er allerede gået viralt på de sociale medier, i hvert fald i demokratiske kredse, og underminerer Republikanernes udsagn om, at der ikke skulle være belæg for at beskylde Trump for politisk afpresning.

 

Spørgsmålet er dog selvfølgelig, om det får politiske konsekvenser for præsidenten. Mon ikke Republikanerne nu kommer til at ændre strategi til at argumentere, at afpresningen ikke var okay, men heller ikke alvorlig nok til at afsætte præsidenten.

Han fortalte, at Trump tvang amerikanske diplomater til at samarbejde med Rudy Giuliani, præsidentens personlige advokat.

- Vi ønskede ikke at arbejde sammen med Giuliani. Men for at sige det enkelt, så måtte vi spille vores kort, som de blev lagt for os, sagde han ved de offentlige rigsretshøringer.

Tilbageholdte dokumenter af vital betydning

Med vidneudsagnet fra Sondland synes Pompeo at have fået en mere central rolle i sagen, da han gav ordren til, at USA's politik over for Ukraine skulle koordineres af Trumps personlige advokat.

Sondland fortalte også, at udenrigsministeriet har tilbageholdt dokumenter, som havde vital betydning for hans vidneudsagn over for Kongressen.

Hvad er Ukrainesagen?

Det amerikanske oppositionsparti, Demokraterne, anklager præsident Donald Trump for groft magtmisbrug.

Anklagen går på, at Trump og hans embedsmænd har tilbageholdt militærstøtte for 400 millioner dollars til Ukraine for at presse den ukrainske regering til at finde snavs på Hunter Biden, der er søn af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

Mens Joe Biden var vicepræsident under Obama, fik Hunter Biden en velbetalt plads i bestyrelsen for den ukrainske gasvirksomhed Burisma, der blev efterforsket for korruption.

Undersøgelsen blev pludseligt lukket, og det ville Trump gå efter i sømmene.

Ifølge Sondland havde Pompeo sørget for, at USA's særlige repræsentanter i Ukraine, Kurt Volker, kom til at tale med Giuliani, tidligere New York borgmester, som pressede på for at gå ukrainerne til at gå efter Biden.

Han sagde, Pompeo ikke engang ændrede holdning, efter at diplomater havde klaget over, at Giuliani havde mødt en angiveligt meget korrupt ukrainsk anklager uden at de var orienteret.

En talsmand for udenrigsminister Mike Pompeo afviser i dag, at Sondland har fortalt Pompeo om sagen.

- Enhver antydning af det er simpelthen falsk, siger en talsmand for ministeriet.

Sondland forklarede under høringen i Repræsentanternes Hus onsdag, at Pompeo og tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton og andre ledende personer i administrationen kendte til strategien over for Ukraine.

- De viste, hvad vi gjorde og hvorfor. Alle var indforståede, sagde ambassadøren.

I håb om at få sat en ukrainsk efterforskning i værk blev også en topmødeinvitation fra Ukraines præsident udsat, sagde Sondland.

Demokraten Adam Schiff, som leder høringerne, siger, at vidneudsagnene fra Sondland er "et meget vigtigt øjeblik i disse høringer".

Schiff kritiserer Trump for at have sat sine egne interesser over nationens.

- Han undergravede vores militære og diplomatiske støtte til en vigtig allieret, og han undergravede USA's indsats mod korruption i Ukraine, siger Schiff om Trump.

Sondland, som er hotelejer, blev udnævnt til posten som EU-ambassadør efter at have støttet Trumps valgkamp med en million dollar.