Udland

Fængselsbetjente sigtet i forbindelse med finansmands selvmord

Jeffrey Epstein

Retsmedicinere har slået fast, at Epstein begik selvmord. Fængselsbetjentene er sigtet for forfalskning af fængsels-dokumenter.

To fængselsbetjente, der havde ansvaret for at bevogte finansmanden og sexforbryderen Jeffrey Epstein da han døde, er blevet sigtet for at have forfalsket dokumenter i forbindelse med finansmandens selvmord.

Epstein blev i august fundet død i sin celle i New York.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Det er en afgørelse fra en amerikansk Grand Jury om at rejse sigtelse, der er blevet offentliggjort, skriver AP, som også skriver at de to nægter sig skyldige i sigtelserne.

Epstein sad fængslet og ventede på en retssag, han var sigtet for menneskehandel og seksuelle overgreb på teenage-piger. Retsmedicinerne i New York har slået fast, at Jeffrey Epstein begik selvmord.

Tilsyneladende holdt de to ansatte ikke tilstrækkeligt godt øje med den indsatte, der afventede en retssag for anklager om menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger.

Tvivl om obduktion

Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år. De to ansatte skulle have kigget til Epstein hver halve time. Men det har tidligere været beskrevet, at de faldt i søvn på vagten og forfalskede skemaer over, hvor ofte de havde set til ham, skriver New York Times.

- De anklagede havde en pligt til at sørge for sikkerheden for de indsatte, der var i deres varetægt i Metropolitan Correctional Center, siger statsanklageren på Manhattan, Geoffrey S. Berman.

- I stedet undlod de gentagne gange at udføre den påkrævede kontrol af de indsatte og løj i de officielle formularer om deres pligtforsømmelse, siger statsanklageren ifølge New York Times. Amerikanske medier har tidligere skrevet om, at de overvågningskameraer, der var rettet mod Epsteins celle, ikke virkede. Sigtelserne er de første, der udspringer af efterforskningen af milliardærens død.

Epsteins selvmord har været omgærdet af flere konspirationsteorier, da han havde været på venskabelig fod med USA's præsident, Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og Storbritanniens prins Andrew.

Rigmandens advokater, Reid Weingarten og Martin Weinberg, har over for den amerikanske distriktsdommer Richard Berman sået tvivl om obduktionen af Epstein, der viste, at den anklagede hængte sig selv i sin celle i fængslet i New York-bydelen Manhattan 10. august.