Udland

Demonstranterne vandt første slag i Hongkong - her er fem grunde til at kampene fortsætter

Demonstranterne har fem krav til styret i Hongkong. Blandt andet vil de ikke kaldes for oprører, og så skal Hongkongs leder Carrie Lam gå af.

Det hele startede med en lov. Og den er nu trukket tilbage.

Alligevel fortsætter demonstrationerne i Hongkong. Og selvom demonstranterne vandt det første slag mod styret, står gaderne fortsat i flammer.

Demonstranterne har nemlig fem krav, som de fortsat ønsker indfriet.

Dem gennemgår vi her med Asien-ekspert og journalist på Politiken, Flemming Ytzen.

1: Vi vil ikke kaldes oprørere

Demonstranterne vil ikke betegnes som "rioteers".

Demonstranterne er blevet kaldt for "rioteers" - oprørere. Og det skal være slut, siger de.

Kravet er et spørgsmål om mere end semantik. Bliver du dømt som oprører, kan du straffes med ti års fængsel.

- Det er et ønske fra demonstranterne om straffrihed, men flere af oprørerne har vandaliseret gader og bygninger, og hvis ikke man straffes for det, har man et samfund i opløsning. De vil ikke få kravet igennem, siger Flemming Ytzen.

2: Anholdte demonstranter skal løslades

Politi arresterer en demonstrant under optøjer i Hongkong.

Flere end 4000 demonstranter er blevet anholdt i forbindelse med uroen i Hongkong. De er tiltalt for alt fra ulovlige demonstrationer til at have angrebet politiet, vandalisering og hærværk og ildspåsættelse. Står det til demonstranterne - altså dem, der fortsat er på fri fod - skal de anholdte tilbydes amnesti.

Men amnesti vil være lig med anarki, mener Flemming Ytzen:

- Det er igen et ønske om straffrihed, som enhver ordensmagt må afvise. Det kommer ikke til at ske.

3: Carrie Lam skal gå af

Carrie Lam er blevet hårdt kritiseret, og demonstranterne kræver hendes afgang.

Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, skal gå af, kræver demonstranterne. Det krav bliver heller ikke til noget, vurderer Flemming Ytzen:

- Tilbage i 2003 demonstrerede en halv million mennesker mod Hongkongs daværende politiske leder, som delvist endte med at gå af grundet utilfredsheden. Men Carrie Lam er en teknokrat og embedsmand, der skal balancere interesserne mellem Hongkong og Kina. Problemerne går ikke væk ved at skifte hende ud, og hun kommer ikke til at gå af.

4: Nedsættelse af kommission

Fem krav skal indfries, før demonstranterne er tilfredse.

Demonstranterne kræver en uafhængig kommission nedsat, der skal undersøge politiets magtudøvelse og adfærd. Kravet har været fremsat, siden politiet allerede 12. juni opløste demonstrationer ved Hongkongs parlament med unødig magt. Demonstranterne har også mistet tilliden til politiklagemyndigheden, og kravet har en mulighed for at blive indfriet.

Carrie Lam har i hvert fald ladet en dør stå på klem for muligheden, men kun hvis politiklagemyndighedens rapport, der er på plads ved årets udgang, mener, der er grund til at kritisere politiet.

5: Reform af valgsystemet

Paraplyer blev et symbol for demonstranterne i Hong Kong i 2014, hvor de krævede en reform af Hongkongs valgsystem.

Demonstranterne kræver stemmeret til alle - et ekko fra den såkaldte paraply-bevægelse i 2014, hvor hovedkravet var en reform af valgsystemet og direkte valg af alle i Hongkongs parlament Legco. I dag er det kun halvdelen, altså 35 af de i alt 70 medlemmer af parlamentet, der vælges direkte af vælgerne. 30 af pladserne er øremærket repræsentanter for især handelslivet i byen og de sidste fem pladser af særlige distriktsråd.

Flemming Ytzen tror dog ikke på en reform af valgsystemet:

- I 2014 blev kravet afvist, og selvom der er en gruppe i Hongkongs parlament, der går ind for fri stemmeret, er de ikke i overtal.