Udland

Smeltet is får dødbringende pest til at sprede sig

Forskere er kommet frem til, at nedsmeltningen af det Arktiske Hav har skabt nye søveje for dyrene, som virussen har kunnet sprede sig igennem.

Klimaforandringer kan skubbe til følsomme økosystemer og have uforudsete konsekvenser, viser ny rapport.

Sygdomme, der hidtil har været isoleret til fjerne egne, risikerer nu at kunne sprede sig over tusindvis af kilometer med fatale konsekvenser til følge.

Det fortæller en undersøgelse publiceret i tidsskriftet nature.com.

Beviset kom, da forskere for nyligt granskede dødsårsagen hos døde sæler og andre havpattedyr fundet i den nordlige del af Stillehavet.

Perfekte forhold for spredning af virus

Fælles for de døde dyr var, at den dræbende phocine morbillivirus - eller sælpest, der havde dræbt titusindvis af sæler i den nordlige del af Atlanterhavet tilbage i 2002, tilsyneladende kan have spredt sig til havpattedyr i Stillehavet.

Nu lyder konklusionen baseret på data over dyremigrationer, at nedsmeltning af iskappe i det Arktiske Hav dels har skabt nye søveje for dyrene, og dels åbnet mulighed for at sprede vira og sygdomme, som ellers var isoleret til bestemte områder.

- Der var perfekte forhold for, at virussen kunne sprede sig i 2002. Der havde aldrig været så lidt is, og samtidig opstod der et af de største virusudbrud til dato, forklarer Tracy Goldstein, der forsker ved School of Veterinary Medicine på University of California, og som er en af forfatterne bag studiet ifølge The Guardian.

Dermed har forskerne også fået bekræftet en frygt for utilsigtede konsekvenser af den globale opvarmning. Ikke bare på grund af fundet af døde havpattedyr, men fordi hele økosystemer kan blive truet på eksistens og naturlig balance.

Sæler på Anholt blev ramt først

Den frygtede sælpest rammer dyrene med en slags lungebetændelse, der på få dage kan virke dræbende.

Spættede sæler på Anholt og i Kattegat blev ramt både i 1988 og 2002 og var blandt de første, som blev angrebet af virussygdommen. Det kostede titusindvis af sæler livet. Siden spredte sygdommen sig også til svenske, norske, britiske og tyske farvande.

Det nye og bekymrende er ifølge forskerne, at sælbestanden i Alaska ikke længere går fri. Fordi den smeltede iskappe åbner for nye bevægelser af både sæl- og havodderbestand, som hidtil har været isoleret til Atlanterhavet.

- Vi kan ikke ignorere denne slags udviklinger, for snart kommer det også til at ramme os mennesker og resten af planeten, siger Elizabeth Van Wormer, der er forsker ved University of Nebraska og hovedforfatter på det nye studie, til NBC News.