Britisk valg

Ingen privilegier til EU-borgere i England efter valg

- Vi vil gøre vores indvandringssystem lige, siger Johnson i en erklæring søndag ifølge Reuters. Christopher Furlong / Ritzau Scanpix

Premierminister Boris Johnson siger, at EU-borgere ikke længere vil nyde fordele, hvis Det Konservative Parti beholder magten efter næste måneds valg.

Hvis Boris Johnson og de konservative beholder magten efter det britiske parlamentsvalg 12. december, vil det betyde nye og betydeligt strammere regler, hvis man som EU-borger skulle få brug for velfærdsydelser i Storbritannien.

- Når vi kommer ud af EU, har vi en ny mulighed for retfærdighed og for at sikre, at alle dem, der kommer her, bliver behandlet på samme måde. Vi vil gøre vores indvandringssystem lige, sagde Johnson i en erklæring søndag ifølge Reuters.

Som reglerne er nu, har EU-borgere efter tre måneders ophold i Storbritannien kunnet gøre krav en række offentlige ydelser og dermed nydt forrang i forhold til indvandrere fra lande udenfor EU, men Boris Johnson og de konservative vil have, at EU-borgere fremover typisk skal vente fem år.

Velfærdsydelser et glohedt tema

Spørgsmålet om velfærdsydelser har været et centralt og glohedt tema i Storbritannien i årevis.

Da den daværende konservative premierminister David Cameron i 2013 lovede en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab, afgav han samtidig vælgerløfte om en genforhandling af medlemskabet.

Genforhandlingen mundede ud i en særaftale i 2016, hvor Storbritannien fik lov til at indføre en nødbremse over for vandrende arbejdstagere fra andre EU-lande og deres adgang til britiske velfærdsydelser.

Den britiske særaftale trådte aldrig i kraft, da den forudsatte, at Storbritannien valgte at blive i EU, hvilket folkeafstemningen i efteråret 2016 satte en stopper for med et spinkelt flertal for Brexit.