Udland

Ikonisk fotograf er død

Fotograf Terry O'Neill i 1992. Han er lørdag sovet ind i en alder af 81 år. POLFOTO / Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Terry O'Neill har siden 1960'erne fotograferet de største stjerner rundt om i verden.

Den britiske fotograf Terry O'Neill er død efter længere tids sygdom. Han blev 81 år. Det oplyser hans agentbureau, Iconic Images.

O'Neill blev i 1960'erne berømt for sine portrætter af tidens største stjerner og har arbejdet med fotografiens kunst i næsten seks årtier.

Gennem årene har han blandt mange andre fotograferet navne som Rolling Stones, Beatles, David Bowie og dronning Elizabeth II af Storbritannien.

Terry O’Neill modtog for bare en måned siden udmærkelsen Commander of the British Empire fra det britiske kongehus for sit arbejde med kameralinsen for øjet.

På Twitter har han selv delt et lille udpluk af de fotografier, han har taget gennem tiden.

Skuespiller og sanger Diana Ross var en af de mange, der blev foreviget af fotografen - her i 1972:

Den ikoniske fotograf var også med på spillestedet The Marquee Club, da musiker David Bowie optrådte som Ziggy Stardust for sidste gang 19. oktober 1973:

Den engelske musiker og skuespiller Sting har også stået model foran O'Neills linse:

Terry O'Neill sov ind i sit hjem i London 16. november.